Buaslekto

Han var skrivefør, det veit vi gjennom “Stamtavler over familien Campbell i Norge”. Ved folketellingar går det fram at han var kontorist i Bergen Tidende, ugift og budde i ei tid hos søstera i Strangaten. Han dreiv landhandel på Terøya ved Hardangerfjorden, men det gjekk ikkje bra som det går fram av dommen under. Han var og postopnar på staden. Der tok han pengar frå postsendingar for å dekke underskot i landhandelen. Dette blei han dømd for og fekk 10 års fengsel og bot. Straffa blei seinare redusert.

Rettsreferat frå avisa «Morgenbladet» 15. juni 1862

Johan Henrik Sebben Campbell

Ugeblad for Lovmyndighet meddeler Sønhordalans Sorenskriveries Dom i Justitssagen mod Johan Henrik Sebben Campbell og Johan Jævert Hagelsteen, hvoraf vi give et Uddrag, forsaavidt de fremkomne Oplysninger angaaende det Faktiske angaar. Postdepatementet rekvirerede i Slutningen av November s.aa. optaget Forhør i Anledning av gjentagne Anmeldelser om at Bankobreve paa Kvindherreds – Postaabneri bare blevne overliggende, angående hvilket Postaabneren, Dampskipsekspeditø og Landhandler Hagelsteen som gav utilfredstillende Ærklæringer, ligesom ogsaa Seglene på enkelte av Konvoluttene bar Spor av at have været brukkede og igjen sammenføiede. Postaabneren forklarede under forhøret «at han i Aaret 1857 blev Landhandler på Stedet Terøen, og at han samme Aartillige hadde været Postaabner ved det sammesteds værende Kvindherreds Postaabneri samt Ekspeditør for de Stedet anløbende saavel offentlige som private Dampskibe, at han imidlertid selv saagotsom ingen Befatning hadde havt med Postens Ekspedisjon, undtagen forsaavidt han hadde underskrevet Karterne, ligesom han hadde modtaget Bankoposerne samt eftertalt og kviteret for Bankobrevene, men at det derimot var hans Kompagnon Campbell, som hadde utført alle øvrige Forretninger ved Postvesenet og at til denne ogsaa alle Bankobreve vare blebne leverede, efterat de af Hagelsteen vere modtagne. Videre forklarede han, at han var uvitende om, at Campbell nogensinde hadde aabnet noget Bankobrev, men at han visste, at det i det siste Aar undertiden hadde hendt, naar der var kommet Bankobrev fra Fogden, der som boende i Nærheden som oftest sendte disse uforseglede, at da Campbell af de deri værend Penge hadde benyttet en Del og deretter senere ved Avsendelsen av Brevene igjen supplert beløpet, at det ved saadanne Leiligheter også hadde hendt, at Brevene vare blevne istand til Suppleringen, at Pengene af Campbell, der hadde Andel i handelen, bare blevne benyttede i felles Interesse, og at han, Hagelsteen, oftere hadde talt til Campbell om det Farlige i deslige Operasjoner, men at forlegenheten hadde været for stor, og at Campbell altid hadde yttret haab om, at sagen skulde jevne seg. Paa gjentagen Eksamination vedblev han, at det var ham aldeles uvitterligt, af noget Bankobrev var blevet aabnet ved Postaabneriet, eller at Penge bare blevne udtagne af noget dertil ankommet forseglet brev, men at det Eneste av Misligheder av denne art, som var ham bekjendt, var det nevnte Forhold med hensyn til Fogdens Breve. Hvor ofte der forøvrigt af disse hadde været udtaget Penge eller hvor store beløp, kunne han ikke forklare; selv hadde han hverken taget eller seet Campbell tage Pengene, men han hadde om Sagen faaet Kundskab af denne, der oftere hadde fortalt ham, at han hadde maattet «laane» hos Fogden. Deretter afhørtes Campbell, der under Erkjendelse forøvrigt af, at det var ham, som hadde havt den væsentligste Befatning med Postforretningene, ei alene negtede at bære vidende om, at noget Bankobrev ved Postaabneriet var blevet aabnet eller at Penge var blevet udtaget af noget Brev, og paastod, at Grunden til, at Bankobreve under tiden var blevne overliggende nogen Tid, ene og alene var, at de bare blevne henlagte paa urette Steder og at han, der i den senere Tid hadde havt liden hjelp av Hagelsteen paa Kontoret, hadde havt Mere at bestille, end han vel kunde overkomme, men i Begyndelsen ogsaa forsøgte at legge Dølgsmaal på Forholdet med hensyn til Fogdens breve».

«Under Seksjonen hadde imidlertid Ungjeldene Campbell benyttet Anledningen, da han engang var ude av Retsværelset, til at skjule en Pose, hvori var nedlagt en del konvolutter m. B. henhørende til av ham aabnede Bankobreve, der uagtet hans nyss anførte Benegtelse endnu henlaa uekspederede ved Postaabneriet, idet han haabede, at han senere skulde faa Lelighet til at sende disse Breve afsted til sine Bestemmelsessteder, og da Muligheten heraf ved Arrestasjonen blev han avskaaren, aabenbarede han nogle Dage efter i Arresten dette sitt Forhold for Sognepresten, som derom straks gav Fogden Underretning. Efterat derpaa den nævnte Pose af Fogden var taget i Besittelse, og tilsendt Dommeren, blev Forhøret fortsat. I Posen fandtes da – således som opregnet Referentens Indstilling – ikke mindre enn 23 aabnede og paa noget Skillemynt nær, som gjenlaa i enkelte af dem, tømte Pengebreve, af hvilke de 20, hvoraf til sammen var udtaget 1881 Spesidaler, til Postaabneriet bare indleverede eller ankomne som anbetroede det offentlige Postvesen, og de 3, nemlig 1 paa 5 Spesidaler 12 Skilling, som ikke hadde været forseglet og 2 paa respektive 34 Spesidaler og 10 Spesidaler, som hadde været forseglede med Oblat og vare udenpaaskrevne «Anbefales Hr. Campbell», vare privatim inleverede for leilighetsvis at indhændiges de i Nærheden boende Adressater. Campbell erkjendte, at det var ham, som hadde aabnet disse Breve og derav udtaget Pengene. Han forklarede at han i flere Aar havde staaet i Forbindelse med den Hagelsteenske Familie og for samme havde fattet meget Hengivenhed, at han ogsaa havde havt nogen Andel i Handelen på Terøen og der bestyret en stor Del av Forretningerne, at det imidlertid med Handelen gikk saaledes, at Gjelden formerede og blev mere og mere trykkende, at navnligen for omtrent et Aar siden en Kjøbmand i Bergen, der hadde Veksler på et betydligt Beløb, blev paagaaende og ikke fornye disse, og at da den Nød, hvori Kompagniet var stedt og den for Ungjældende pinlige Tanke, at Forretningene skulde standse og Boet overgives, som Mange muligens kunde tro, på Grund af slet Bestyrelse fra hans Side, foranledigede ham til at gribe til den Udvei, hvortil Befatningen med Postforretningene under saadanne Omstendigheter aabnede en fristende Udgang.

Han begynte derfor med av Breve, der som uforseglede fra Fogden, af og til at udtage Penge til Dækkelse af øyeblikkelige behov, men gikk efterhånden videre op til ogsaa at aabne forseglede Breve. Han forklarede hermed stadigen at have fortsat indtil det Allersiste, og at han saaledes i Aarets Løb hadde aabnet en mengde Bankobreve, utaget og benyttet de deri værende Penge, hvorefter han, naar Leilighet dertil hadde frembudt sig, ved Aabning af senere ankomne Breve og Anvendelse af samme Inhold hadde fyldt de tidligere aabnede og sendt disse afsted. Saaledes hadde han fremgaaet lige til den Dag, da den første Sesjon i Forhøret avholdtes, da han om Morgenen forinden Administrators Ankomst af et Bankobrev paa 580 Spesidaler havde udtaget 95 Spesidaler, som han betalte til en Kreditor, der just trengte i på Kompagniet efter Betaling. Foruden det allerede ovenfor anførte Beløp af 1881 Spesidaler, som han hadde udtaget af Postvesenet anbetroede Breve endvidere udtaget og anvendt de nyss nævte 95 Spesidaler, samt tillige 45 Spesidaler af et brev til Etne, hvilket i tømt Tilstand var blevet avsendt til sitt Bestemmelsessted. Af til Postvæsenet anbetroede Breve hadde han saaledes forvendt et Beløb af 2021 Spesidaler, hvilke Penge, uden at deraf Noget var lagt tilside eller havdes til overs, alle var anvendte i Handelen og i Kompagniets felles Interesse, alene untagen for så vidt han en eller annen Gang kunde have sendt sin fattige Moder 1 eller et par Spesidaler. Hvad der i de ovenfor berørte Erklæringer var anbragt som Aarsag Breves Overliggende, hvilke Erklæringer alle af ham var forfattede, ertjente han alene at haave været Paafund, som han hadde anført for at skjule sin Brøde og som han hadde faaet Hagelsteen til at underskrive.

Med hensyn til hvad Andel Hagelsteen hadde havt i de saaledes begåede forbrytelser, forklarede han, at han ikke visste, at Hagelsteen selv nogensinde havde enten brudt noget Brev eller taget av Fogdens uforseglede Breve; at han, Campbell, heller ikke havde gjort Noget af dette i Hagelsteens Paasyn eller utrykkeligsagt til denne, at han havde gjort det, men at han alligevel ikke kunde Andet end antage, at Hagelsteen maatte have forstaaet, hvorledes Forholdet var – Noget han havde kunnet slutte baade af Hagelsteens Opførsel ved flere Leiligheter, f. eks. da han underskrev de omhandlede erklæringer, hvorunder han nemlig rystede på Hovedet og viste sig, ligesom han ikke engang turde tenke paa Sagen, og deraf at han, Campbell, ved flere Leiligheder hadde sagt til Hagelsteen, at han hadde maattet «laane» snart hos «Fogden», snart i «Pulten», med hensyn til hvilket sidste Udryk han dog bemerkede, at de i Pulten ofte havde havt Penge for Dampskipene til ikke saa smaa beløp.

Angjeldende, Hagelsteen, vedblev, at han selv hverken hadde foretaget noget Brevbrud eller havde været vitende om, at Campbell hadde gjort det. Han forklarede derhos fremdeles, at han heller ikke selv hadde havt nogen aktiv Andel i det omhandlede Forhold med hensyn til Fogdens Breve, medens han vel hadde skjønnet og på en maade stiltiende samtykket i, hvad Campbell isaahenseende hadde gjort. Bevidstheden herom – forklarede han – hadde hvilet på ham med ubeskrivelig tyngde og hadde gjort, at han mere og mere havde kviet sig for blot at tænke paa Postforretningene. Han hadde derfor vistnok ogsaa underskrevet de af Campbell forfattede Erklæringer og rimeligvis derved rystet på Hovedet og udvist Uvilje eller Frygt, men grunnen hertil hadde ikke været Kundskab eller Anelse om, at Campbell forbryterske Virksomhet havde gaaet saavidt, som nu oplyst, men Bevidstheden om det anførte Forhold med hensyn til Fogdens Breve i Forbindelse med det Bevis, som den hyppige Affordring af Erklæringer noksom indeholdt for, at ikke Alt gikk til som det burde. Naar han til Campbell havde talt om, at denne skulde se at faa Orden og Endskab paa Forholdet med Fogdens Breve, havde Campbell altid svaret med saadan Tryghed, at Sagen nok skulde ordne sig, at Angjeldende derved var foranlediget til at forholde seg passiv, og i det hele havde Campbells Væsen og Forhold altid været saadant, at det ikke kunde falde Angjeldende inn, at han hadde gaaet med saa Meget paa Samvittigheden, som det nu viste seg, at han dog i Virkeligheden hadde gjort. Om Campbell til ham nogensinde hadde brugt Udtrykket at havde laant eller skulde laane i «Pulten», saa havde Angjeldende derom ikke gjort seg nogen anden Tanke, end at det maatte være af Fogdens Breve elller af Dampskipenes Penge eller endelig af deres egen Kasjebeholdning, der nemlig Alt laa i Pulten, hvoraf han vilde tage eller havde taget. Campbell var den, der ikke alene hadde havt den hovedfagelige og saagodtsom udelukkende Befatning med Postforretningene, men som ogsaa idetheletaget havde været Hovedbestyrer af Handelen og Angjeldendes Forhold til denne Mand havde mere været som en Søns eller Tjeners end som en Husbondes eller Dens, skjønt det vistnok var Angjeldendes Navn, som var bleven benyttet»–

Under Sagen forsøgte de Tiltalte at lempe deres Forklaringer paa forskjellige Maader med Hensyn til Hagelsteens Forhold til Tyverierne fra Fogdens Breve, Hvilke Modifikasjoner, efter Rettens Mening og argumentative Fremstilling af Forklaringerne, dog kun ere Afvikelser fra Sandheden, hvorom de Tiltalte i Arresten ere kommet komne overens, efterat det engang var givet, at Campbell ei kunde undgaa Fellelse efter Lovens Strenghed, og det saaledes blev Maalet saavidt muligt at frelse Hagelsteen.

Campbell blev for Forbrytelser mod Kriminallovens Kapitel 19 §1 og samme Kapitels §3 i Slutningen og Hagelsteen for Forbrytelser mod den sistanførte Bestemmelse, dømt til Strafarbeide, den førstnævnte i 10 og den Sistnævte i 7 aar, samt i Erstatning til Statskassen at utrede in soldum 2021 – to tusinde og een og tyve – Spesidaler.