Buaslekto

Dette er historien om vår forfar skipper Jan Andersens (1828-1919) 7 år på Stillehavsfart 1846-1853 med skuten «Nicolay Nicolaysen». Han fikk kallenavnet «Calefornien-Andersen» ved sin hjemkomst i Bergen. Denne historien er opptegnet i 1926 etter ‘husken’ av Erik Campbell Henriksen sin oldefar, Johan Henrik Campbell Andersen (Johanne Margrethes bror).

Til Herr Nordahl Rolfsen 

Jan Andersens erindringer 

Skrevet av Herr Henrik Andersen d. 6/1-26 

Hvad jeg erindrer av fars fortælling er at han som ung underordnet mand med brigg Nicolai Nicolaisen, kapt. Fjefer, seilte fra Hamburg til San Fransisco.  Lasten var allslags byggemateriel og vindusforsiringer.  Seiladsen gik rundt Cap Horn, til San Fransisco som den gang ikke var nogen by – der var en lang utstikkende træbrygge og forresten nogle huse her og der.  San Fransisco blev egentlig til by grundet de store guldforekomster i Californien.  Saavidt jeg husker var styrmanden om bord svigersøn til Captein Fjefer.  De hadde et utnavn paa styrmanden men jeg kan ikke nu komme paa det.  Captein Fjefers datter var ogsaa med og hun gik ombord klædd i mandfolkdragt.  Med denne lille brigg begav de sig altsaa ut fra Hamburg rundt Cap Horn til San Fransisco, en reise som for et saa lite et fartøi maa kaldes for en bedrift.  Hvor lang tid reisen tog kan jeg ikke sige, men sen om sen kom de da frem med sin dyre last som sikkerlig blev gjort i gode penge. 

At de hadde mange oplevelser paa turen utover bør vel ikke trekkes i tvil, men jeg er ikke istand til at berette noget herom.  Ved ankomsten til San Fransisco var guldfeberen i høi grad utbredt og alle skulde jo til guldminerne for at tjene sig rig.  Jeg husker far citerte: «At sjeldne sand ifra guld det er sagen – saa kan man samle sig en pose fuld om dagen.» 

Guldfeberen raste ogsaa om bord i «Nicolai Nicolaisen» og det lille mandskap svandt hurtig ind.  Det værste var at det var ligetil umulig at faa nye mandskaper istedenfor dem som gik i land da alle kun tænkte paa at grave guld, og ingen vilde ta en slig elendig job som mand ombord i den vesle norske briggen, derfor blev briggen længe liggende i San Fransisco.  Captein Fjefer maatte jo av og til i land i skibets anliggender og en saadan dag blev han rodd i land av far som skulde være i baaten der laa ved bryggen til Captein Fjefer var færdig med sine forretninger.  Efterat ha gjort sig færdig kom Captein Fjefer nedover mot bryggen og der laa baaten, men der var ingen Jan i den.  «Aanei, tenkte kapteinen.  –  Imidlertid opdaget han far som kom rundt en bordstabel, bærende paa endel mursten i fanget. «Nei, e du der, Jan, eg trudde du hadde forladt meg du og».  «Nei, Captein, men eg har faat en job her at fløtte disse mursteinene.»  «Ja, klem bare paa du Jan, eg ska gaa oppi gaten og vente til du e færdig.»   –  Fjefer var bare glad for at far ikke var rømt han og, for det var jo saa at guldfeberen hjemsøgte alle.   

Efter mange gjenvordigheter fik Nicolai Nicolaisen (om videre opplevelser i San Fransisco har jeg intet at berette) saapas mandskap at den kunde gå til sjøs, og nu seilet den i flere aar mellem San Fransisco og Japan, indtil den tilslutt endte sine dage derute, enten ved forlis eller alderdomssvaghet, hvilket vet jeg ikke.  –  Jeg synes at erindre at far seilte derude med Nicolai Nicolaisen i alt i 7 aar, og han avancerte ombord hvor capteinen under reisen lærte ham navigationen, saa han var en slags navigatør da han kom hjem. 

Han blev kaldt California-Andersen da han kom hjem.  –  Da var det, han kom henover Baneveien, hvor hans mor eiet det lille hus ved hjørnet av smuget ned til «Vestindien», for efter de mange aar at se sit hjem igjen, da faar han se sin mor staa utpaa trappen og tale med en kone.  Han gik hen mot dem, tok sin hat av og hilset, men hans mor kjendte ham ikke, og da hun var vandt med at der gik herrevisitter ned smuget, sa hun: «De tar vist feil, min herre, De skal vist ned smuget». 

Efter sin hjemkomst tog han sin navigationseksamen, han var blant det første kuld i den første offentlige navigationsskole her.  – Naar far reiste ud fra Hamburg, kan jeg ikke saa sikkert sige, men jeg har ofte hørt at han da var ude i 7 aar.   Far og mor giftet sig i 1856 og hans hjemkomst fra Californien maatte vel være mindst 3 aar før denne tid. –  Regner man 7 aar før 1853 blev det i 1846 at far reiste ut fra Hamburg, og da han var født i 1828 skulde han saaledes være 18 aar da han drog ud med « Nicolai Nicolaisen», men dette er bare gjætning. 

I de 7 aar han seilte mellom San Fransisco hadde han jo mange oplevelser. Civilisationen var jo ikke stor den gang derute i de dage.  Der var saaledes utrygt at seile, idet der var sjørøver overalt, og det hadde hændt at skiber paa mange slags maader var blevet overfaldt av disse. De mente det kunde være et forlist mandskap som hadde bjerget sig i land der og paa denne maate nu gav sig tilkjende for at blive bjerget, men det kunde ogsaa tænkes at det kunde være sjørøvere, der ved denne slags list søgte at faa narret skibets mandskab iland for tilslut at sætte sig i besiddelse av skibet.  Der blev holdt skibsraad, og det blev besluttet at en baat skulde sendes ut med bevæbnet mandskap.  De skulde være forsigtige og holde sig et stykke fra land for at de ikke skulle blive overrumplet.  Da de nærmet sig land kom de formentlige skibbrudne løbende ned mot stranden, kastede sig i sjøen og la paa svøm du mot baaten.  Fra baaten blev imidlertid vinket til dem at de maatte gaa i land igjen og det blev gjort dem forstaaelig at kun en ad gangen maatte komme om bord i baaten.  Det viste sig at det virkelig var forliste folk og de blev derfor taget om bord i briggen. 

Jeg husker ogsaa far fortalte om de japanesere de bjerget og som ikke turde komme tilbake til sit fødeland, da der aldrig fik nogen komme ind til Japan igjen som hadde været utenfor landets grænser.  Om det var disse som hadde et lik med kan jeg ikke huske, men jeg kan godt huske at far fortalte de var saa omsorgsfulde for liket.  Mandskabet ombord i « Nicolai Nicolaisen» lavet kiste til det og la det i kisten.  Det fik mad med sig i kisten.  De trodde paa en god og en ond aand.  Den gode aand gjorde intet ondt, naturligvis, men den onde aand var de bange for, og der blev da lagt mad i kisten saa den kunde ha det at hygge sig med, for at den ikke skulle gjøre liket noget.  Der blev samlet blomster paa en ø og disse blev ogsaa lagt ned i kisten.  Mandskabet vasket ogsaa liket som blev nedgravet nede i rummet nede i ballasten.  Det var rike folk og mandskabet blev godt betalt for sit arbeide.  –  Noget yderligere vedkommende «Nicolai Nicolaisens» reise ved jeg ikke. 

Med hensyn til den Gabrielsen fra Stavanger, som er blit nævnt, saa var det ikke Gabrielsen han het, men Jespersen (Jespersens Hotel).  Denne Jespersen skulde være en beleven, sprogmægtig mand, men hans nature var av den lette sorten, og saa havnet han tilslut derhenne ( i San Fransisco).  Han skulle være en ualmindelig sterk, mand, med nogen svære «lover» (hænder) som far uttrykte sig med.  Folk hadde stor respekt for ham grundet hans styrke.  Han holdt sig gjerne sammen med norske og var glad i sit fødeland.  Derfor var det ogsaa han sagde:  «Det er bedre at gaa hjem til Norge og grave sølv end at grave guld her i Amerika.» 

Tilleggshistorikk fra 2019 (hentet fra diverse nettsteder og samlet av Erik C. Henriksen).

Baneveien 29 var adressen til Johanna Dorothea Andersen (født Sørensen) (1793-1856). Hun giftet seg i 1818 i Strusshavn kirke med skipper Jan Andersen Sr. (født på Grisøen i 1789, døde i Stockholm i 1834). Sammen fikk de 6 barn hvorav Jan Andersen Jr. (1828-1910) var barn nr 4. Da Jan Andersen Sr. døde i 1834, var hun gravid med barn nr. 6. Hun solgte huset deres på Nøstet (Strangehagen?) og kjøpte en rimeligere bolig i Baneveien 29 hvor hun startet butikk. Jan Andersen Jr. kjøpte huset i 1854. Fam. Andersen flyttet i 1863 til Lille Øvregate 6 og i 1875 til Haugeveien 40 på Nordnes.

Alle 4 barn av Bolette Campbell og Jan Andersen Jr., ble født i Baneveien 29 (Jan Theodor, Johanne Margrethe, Christian Fredrik og Johan Henrik)

Johanna Dorothea Sørensen; 
Datter av Jacob Sørensen og Fridriche Helene Larsdatter Sørensen
Hustru av Skipper Jan Andersen, Sr.
Mor til Andreas Fridrich Andersen; Andreas Andersen; Diderik Christian Andersen; Laurits Joachim Andersen og Skipper Jan Andersen, Jr.
Søster av Anna Lange; Lars Hendrich Sørensen; Madz Sørensen; Marthe Sørensen og Catharina Jacobsdatter Sørensen

Nicolay Nicolaysen

Båten som er nevnt i brevet oppkalt etter kjøpmann og skipsreder Nicolay Nicolaysen, som bodde i Nordnesgaten 3. Det var N. Nicolaysen & co, som eide skuten, og bak dette rederiet stod Lyder og Nicolay Nicolaysen som var brødre. Nicolay Nicolaysen var født i 1804, var musikalsk og er samme mannen som overtok Lysekloster etter Henrik Formann, og var kompis med Ole Bull.

«Vestindien» 

Venstre bilde: Det fjerde huset på venstre side er “Vestindien”. “De fire løver” lå også i Nøstegaten.  Høyre bilde: Vestindien lå i det hvite huset til venstre – og huser i dag et bordellmuseum 

Mange kvinner har livnært seg ved å selge seksuelle tjenester i Bergen. Prostitusjon har vært skammelig, uglesett og forbudt. Likevel har yrket vært det best betalte arbeidet mange kunne få fordi markedet har vært stabilt godt; kunder var ikke mangelvare i en sjøfarts- og handelsby som Bergen. På 1800-tallet lå to av våre mest kjente bordeller i Nøstegaten – Vestindien og De fire Løver. 

Johan Duckwitz tok ut borgerskap i Bergen som herberg- og spisevert. Han og hans kone Oline Duckwitz startet opp Hotel de Parie ved tollboden på Nordnes. De tjente så godt på dette foretaket at de snart kunne kjøpe nye eiendommer på Nøstet, og her startet de altså opp bordellene Vestindien og De Fire Løver. Kvinnene som arbeidet ved bordellene var ledet av en profesjonell horemamma – madamen. Madamens oppgaver var blant annet å styre kunden i retning av den rette jenten, og å administrere nattens inntekt. Om morgenen kunne madamene sees på vei opp til Sydneshaugen, hvor familien Duckwitz bodde standsmessig. Ekteparet hadde investert overskuddene klokt, og Johan ble etter hvert omtalt som skipsreder eller rentenist. Hallikvirksomhet betalte godt. 

 Kvinnene i dette yrket ble fra 1816 underlagt offentlig kontroll. Vi kjenner Christian Kroghs berømte maleri av Albertine i Politilegens venteværelse. Når de prostituerte skulle undersøkes av lege med jevne mellomrom var for å demme opp mot den store økningen i kjønnssykdommer som horekundene og deres familier ble utsatt for. Da Napoleon Bonaparte i 1802 innførte offentlig kontroll av de prostituerte, var det i første rekke de militære som var rammet av veneriske sykdommer. For å redde den stolte franske hær måtte prostituerte kvinner til helsekontroll. Den bergenske kontrollen var etter europeisk mønster. 

I Europa var prostitusjon etter hvert blitt ett hett tema. I England sto feministen Josephine Butler på barrikadene, og organiserte ”Ladies National Association”. Gruppen sparte ikke på kruttet, og omtalte prostitusjon som ”slaveri til mennenes begjær” og den medisinske kontrollen av kvinnene som ”oppsynslegens instrumentale voldtekt”. 

Mange fikk øynene mer og mer opp for at prostitusjon var et fattigdomsproblem. En av disse var Pastor Wilhelm Holdt, som arbeidet som prest ved flere sykehus i Bergen. I 1879 opprettet han sammen med andre byborgere og med støtte fra Samlaget (Vinmonopolets forløper) Magdalenehjemmet. På Magdalenehjemmet fikk hvert år 12 offentlig prostituerte plass, og der skulle de restitueres gjennom arbeid og sedelig livsførsel. Reglene var strenge og arbeidsdagen var lang.  

(Basert på C.J. Harris: Fra Faldne Kvinder til Dyktige Piger.)