Tippoldefar Lars Larsen Spirevig eller Spirevik som han og vart kalla, måtte i fengsel for tjuveri både i 1858 og 1881. Begge sakene omhandla ulovleg hogst både i utmarka til bruket og nabobruka. Tippoldemor Synneve og sonen Lars var tiltalt, men vart ikkje dømde.
Leiglendingane hadde i følgje bygselkontrakten lov å henta ved eller brensel i utmarka til garden. Dette var brake, lyng, vindfall og torv. Tre på rot hadde dei ikkje lov å fella utan løyve frå godseigaren. Dommen frå 1858 gjekk heilt til Høgsterett, og blei til og med omtalt i Stortinget nokre år seinare. Høgsterett dømde Lars i 1858 til 10 dagar i fengsel på «Vand og Brød». I tillegg måtte han betale erstatning til godseigaren og saksomkostningar. Saksdokumenta er omfattande, og vi kan følgje saka steg for steg heilt til endeleg dom i Høgsterett. Her finn ein mellom anna ein attest frå presten for både Lars, kona Synneve og sonen Lars den yngre. Presten Greve skriv mellom anna:
Paa hans Forhold indsettes ved hvor naar Leilighed til Beruselse har tilbudt sig, oftere er befunden i beskjænket Tilstand, og har han i den viist sig paatrængende og vanskelig at stille tilfreds. Iøvrigt veed jeg Intet, der kan lægges ham til Last, har meget mere efter hans Forfald med Leiligheder, hvori jeg er kommen i personlig Berørelse med ham, holdt ham for en veltænkende og retsindig Mand
For dommen i 1881 vart Lars dømd til 8 dagar i fengsel på «Vand og Brød» og til å betale saksomkostningar. Lars var no blitt 69 år og på kår hos familien Iversen som no hadde kjøpt garden. Han og familien hadde eit eige rom i huset til familien Iversen. Han hadde lov å hogge ved i utmarka til garden, men hadde no felt eit tre inne på eigedomen til Lyseklostergarden, som han no var blitt dømd for.
Ved folketellinga i 1875, er Lars oppførd som blind, men gjennom dommen får vi vite at han lagde kipestav til kiper av treet. Lars fortalde til retten at hadde fått treet av sonen Lars Olai, som saman med broren Rasmus eigde eit hus på garden. Om Lars sjølv hadde felt treet så svaksynt som han var, eller om det var ein av sønene som hadde gjort dette, veit vi ikkje, men han tok skulda og måtte i fengsel.
Retsdokumenter 1857 og 1858
2
Stevning
Efter indkommet Klage over forøvet Skovtyverie i Gaardene Spirevik og Sagstads Skove stevnes herved Lars Larsen Spirevik til at møde for Extraret paa Thingstedet Osøern Torsdag den 16 dennes kl 10 1/2 Formiddag, for Examination at undergives, Deponenten og Vidners Forklaring samt hvad videre til Sagens Fremme fornødiges at anhøre og overvære, og for bemeldte Gjerning modtage Dom. Til samme tid og i fornødent Fald edeligt Prov under deres Tilalsmaals heraf.
1.Bemeldte Lars Larsens Huusfolk, 2.Mons Olsen Sagstad, 3.Marthe Olsdatter Askvik, og 4.Forvalter Lund. Lensmanden ville behage at opnævne og tilsige Lagrette.
Midthordlands Sorenskriveri Bergen 10. September 1857. E. Falsen
3
Aar 1857 den 14de Sept. Er denne Stevning lovlig forkyndt for Lars Larsen Spirevig og dennes Huusfolk, nemlig hans kone Synneve Larsdatter og hans Søn, i Alles eget Paahør og Bopæl paa Sperevig, for Marthe Olsdatter Askvig, i eget Paahør og Bopæl paa Askvig, for Mons Olsen Sagstad i hans eget Paahør under hans ophold paa Gaarden Lysekloster, samt for Forvalter Lund paa hans Boepæl paa Lysekloster, i Paahør af Gaardsbestyrer Quergaard, da Lund ei selv var hjemme, hvilket herved bevidnes af undertegnede Stevnevidner i Os Thinglag i Kraft af vor aflagde Eed og under vore Hænder og Segl.—- C. Nieuwejaar. ———–Hans D. Kuven
Som Lagrettesmænd er opnævnt og tilsagt Bygselmændene Niels Olsen Skeie og Ole Torkildsen Skeie.
C. Nieuwejaar
Ireltel: 16/9 1857 ———-Falsen
4
Justitssag
mod
Lars Larsen Spirevik,
begynt den 16. Septbr. 1857,
Sluttet Som Forhør Samme Dag.
Sorenskriveren i Midthordland – Gjør vitterlig:
Aar 1857 den 16de Septbr. Blev Extraret sat paa Tingstedet Osøren, administreret af Sorenskriveren i Overvær af Lagrettet Bygselmændene Niels Olsen og Ole Torkildsen, Begge af Gaarden Skeie, og Begge efter deres Erklæring har fungeret i samme Egenskab. Hvor der, foretages:
No. 32/1857 Ny Justitssag mod Lars Larsen Spirevik. Adminestrator fremlagde 1 Anmeldelse fra Forvalteren paa Lysekloster Gods af 3de dennes, med Amtets Paategning af 7de næstefter, 2.Skovbefaringsfassetningen som No 1 er nævt, begge disse Documentes tillige angaaende en anden Sag og 3. Stevning. Documenterne indtages, dog No1 og 2 kun forsaavidt angaaer Tyveriet i Spirevik og Sagstad Skov. –
«Til Søndre Bergenhus Amt»
Ved en under 3de og 4de Juli Sidstleden, af forhenværende Lensmand H. Synnestvedt og Skovmerker Even Danielsen Sæbøen foretagen Skovbefaring, er det godtgjort, at ulovlig Skovhugst har fundet Sted i de til Gaardene Spirevik, Sagstad og Søviken, under Lysekloster Gods, hørende Skove, Saaledes som vedlagte Forretning udvises. Paa Grund heraf anmeldes det ærede Amt om at foranledige et Forhør aftaget og vedkommende, i Tilfelde, justitialites tiltalte. Med hesyn til Skovtyveriet i Spireviks og Sagstastads Udmark bemærkes det, at Mistanken er rettet mod Brugeren af Gaarden Spirevik, Lars Larsen, hvorfor han og hans Hueusfolk tilligemed Forpagter Mons Olsen Systad formeentlig bør indkaldes. Envidere antages Pigen Marte Olsdatter Askvik, der i forrige Aar var i Lars Spireviks Tjeneste, at have Kundskap om Tyveriet.
Ved at anmelde Foranstaaende bemerkes det, at Leilændingene ifølge deres Bygselcontrakter ingen Disposisjonret have over Skovene. Lysekloster Hovedgaard den 3de September 1857, ærbødigst A. Lund Godsforvalter
Sendes Midthordlands Sorenskriver til Optagelse af Forhør og i Tilfelde, vider lovlig Behandling, – Bilag Søndre Bergenhuus Amt 7de September 1857. Knase const.
Irettel 5/9 1857 Falsen
Ved at afholde Skovbefaring i Gaarden Spirevigs Marker den 3de Juli 1857 (dok. nr.1), befandtes efternævnte Furutræer, ulovlig at være hugne i de 3 siste Aar, nemlig 4 tylte 7st. 5 a 6 Al., 4 a 5 Fod, og 1 tylte 7 st. 7 a 8 Al 6 Fod Tils. 5 tylte 7St.
Samt i Gaarden Sagstads Skov – Tylt 9 St 5 a 6 Al 4 a 5 og Tylte 3 St 7 a 8 Al 6, 7 Fod
Herhos bemærkes, at Spirevigs Opsidder var ikke tilstede for at kunne afgive Oplysning herom, hvorimod Sagstads Opsidder forklarede, at han ikke havde selv eller ved sine Folk ladet hugge det Allerringeste heraf.
Saaledes at være befunden og forklaret vedstaar
H. Synnestvedt – Even Danielsen Sæbøe
Irettel 16/9 1857 Falsen
Hvorefter fremstod Angjd. Bygselmand Lars Larsen Spirevik, født 1812, ikke før tiltalt, benægtede at have hugget noget i Sagstad Skov hvorimod han erkjendte, at han i 1855 og 1856 i sin egen, har hugget nogle smaa Furutrær, saa store, at en Mand kan bære et i 2 Gange paa Skulderen, og tildeels større dette er Skeet deels til Veed, Træskoe, Aarer og andet saadant, hvor mange Trær han saaledes har hugget veed han ikke, det Meste har han hugget til Brænde. Alt har han hugget paa roden, og er efter sin Bygselseddel kun berettiget til Veed at tage Brake og Vindfald, han troer ikke, han er berettiget til at hugge noget til Salg, og har han gjort dette for at hjælpe Sig og Sine for Sult, som han siger, men erkjenner dog, at det ikke har været nødvendigt for at sikre Livet. Veeden har han taget, fordi han maatte have noget til Veed, da han ikke hertil kan hjælpe Sig med Brake Aaret rundt, og der Stundom er Vindfald, Stundom ikke. Ligesaa har ogsaa hans Kone og Søn hugget til Veed, som de maae, da der ikke i hans Stykke gives andet til Veed end Træer paa Roden, dog med Undtagelse af Brake, han antager, at han Selv har hugget et par Tylter eller mellem 2 og 3, og har været paa 5 Alens Længde og deels 4 deels 6 og deels ogsaa 7 ” Top.
Som 1st Deponent Synneve Larsdatter Spirevik. Angjeldenes Kone paa Sir. 38 Aar, ikke før tiltalt, veed ikke at hendes Mand har hugget noget i Sagstad Skov, men kan ikke nægte at de har hugget i deres egne, deriblandt ogsaa hun Selv til Veed, hvilket er skeet alle Dage paa Formans Gods, og er nødvendigt, da de ikke alltid kan hjælpe sig med Brake, dette er skeet hver Dag, som hun siger, men erklærede dog siden, at hun hermed kun meente, at hun hver dag er efter Veed, men om Vinteren har det hendt, at hun har hugget et lidet Furutræ til saadan brug, hvor mange kan hun ikke opgive, hun har taget, og dette ikke heller for de Siste Aars Vedkommende, hun erklærede imidlertid, at hun ikke har været det forbudt, og paa Forestilling om at det haver i Bygselseddelen, svarede hun som ovenfor meldt, at det har vært en gammel Vane, men paa nærmere Examination benegtede hun at have vidst, at det Stod i Bygselsseddelen, da hun aldrig har hørt den oplæse, og har ikke antaget det var saa farligt, naar de holdt sig til Sit eget Stykke. De Trær, hun har hugget, har været smaae Træ, Skatræer. Hun erkjender, at de ikke har bedet Eieren om Lov til den Skede Hugst. Hvor meget elles lidet hendes Mand har hugget til Salg, kan hun ikke Sige, men ganske frii er han ikke derfor Lagrettet erklærede, at Angjeldende og hans Kone hverken ere rige eller fattige, men formeentlig i middels Stand. Som 2dre Deponent Lars Larsen Angjeldenes Søn paa Sir. 19 Aar, confirmeret, ikke før tiltalt, veed ikke, om hans Fader har hugget noget i Sagstad Skov, hvor meget han har Solgt af sin egen, veed han ikke, Selv kan Deponenten ikke nægte, at han i fjor og Aar i Faderens Skovstykke kan have hugget lidt paa Roden, smaae Furutræer, ikke større enn han har kunnet bære dem paa Ryggen i een Gang, til Veed, og ikke vidst saa nøie, som han siger, at de ikke havde Lov dertil, men erklærer paa nærmere Examination herom, at han nok har vidst, de ikke maatte hugge noget Meget, men derimod ikke har kjendt andet, end at de kunde hugge til Brændeveed. I Sagstad Skov har han ikke hugget noget, hvilket ogsaa 1ste Deponent erklærede for sit Vedkommende.
Som 3dje Deponent Marthe Olsdatter Askvik paa Sit 23de Aar, formanet til Sandhed, og forklarede, at det er 11/2 Aar, siden hun tjente hos Angjeldende, og var hun hos ham i 1 Aar, hun veed ikke, at han hug noget i Sagstad Skov, og ikke heller af hvem dette er Sket. Ei heller veed hun, hvor meget Angjeldende i Sit eget Stykke har hugget til Sale, da hun ikke var med ham, men han var mange Gange i Marken og hug.- Hvor meget den blev hugget til Veed for dem Selv, kan hun heller ikke sige, stundom skede dette ogsaa af Deponenten, dog ikke af Roden, men Grene eller andet, som var nedhugget før, og hug hun der, tas aldrig mere om Gangen, end hun bar med Sig, om de havde Lov dertil eller ikke, kjendte hun ikke til, men gik aldrig uden hun havde Andre dertil af Sine Huusbonds folk. –
Som 4de Deponent Forvalter Arnaldes Lund, 29 Aar gammel, hænviste Angjeldendes Reversal bygselseddel, som han overlod til rettens Afbenyttelse, han forklarede, at han antager, det er Formanns Mening at fordre Ansvar for enhver Hugst paa Roden uden Udviesning, ogsaa om den kun er foregaaet til Leilændingens eget Brug nævnlig til Veed, medens han derimod har opfattet Forholdene saaledes paa Klosteret, at hvad der er nedhugget før naar det ikke kan henføres til Træer men indgaaen under Begrebet Skat ligesom ogsaa Vindfælder overlades til Leilændingens Disposition, de ere derhos ogsaa beretligede til uden Udvisning at tage Brake og Lybg, og Sees der ogsaa igjennem Fingrene med Ubetydeligheder, Samt anmeldes kun det Mere eller Større Trær. Hugsten i Sagstad Skov er foregaaet lige ved Mærket mod Spirevik, og har han ingen Kundskab eller Tro om at Angjeldende har hugget paa kun Eiendom, uden forsaavidt at han antages at være gaaet over Mærket, hvorsom der skal have været Tvist, men nogen Oplysning om at dette er Skeet af Angjeldende, har Deponenten ikke, ligesom heller ikke om i saa Fald Mærket er overskredet mod bedre Vidende, han har ingen Grund til at troe, at Hugsten der er Skeet af Opsidderen paa Sagstad. – Igjen Angjeldende der forklarede at hans Kone og Søn ikke har kjendt til, at de ikke havde Lov at hugge Veed, hvilket han ikke har Sagt dem, da han ikke vidste, det kom Saa nøie an paa. Han veed ikke at have hugget over sine Mærker, og har der ikke været nogen Tvist om disse mellom ham og Sagstads Opsidder, men forøvrigt kjender han ikke Mærkene, som ikke er ham paaviist af Formann, annerledes end at han har bygslet Gaarden som hans Førmand brugte den, og har han ikke hugget længer, end denne har gjort, og Skovmæsteren Selv har udmærket for ham, naar han har kjøpt Skov af Førmand, om forøvrigt denne har mærket for ham ind paa Sagstads Eiendom veed han ikke, og er han vel af Sin Formand paaviist Mærkene for hans Eiendom, men er dog paa nogle faa Alen ikke ganske vis paa dem, – men han har heller ikke gaaet saa nær ind paa disse Mærker, at han dog er vis paa ikke at have overskredet Sit Stykke.
4de. September erklærede, at det kan hende, at en Leilænding kan erholde udviist Trær i en Andens Skov, men dette hender Sjelden, og om Angjeldende i de 3 Sidste Aar har faaet udviist i Sagstad Skov veed han ikke, siden Deponentens ansettelse ved Contoret 14de April dette Aar er det ikke Skeet. Han har forøvrigt ikke Selv nogen personlig Erfaring om at Hugsten paa Sagstad er skeet lige ved Mærket mod Spirevik, men veed kun dette af Lensmand Synnestvedt og den anden Mand, som har foretaget Skovbefaringen, ligesom han ikke veed, hvor mange Alen det er fra Mærket. Angjældende benægtede at have Seet, at der er nedhugget Træer paa Sagstad ved hans Mærke, og ved ikke heller af hvemdet er Skeet. —–
Som 5te Deponent Mans Olsen Sagstad, 32 Aar gammel, veed at der er hugget paa Deponentens Skovstykke, men veed ikke af hvem. Deponenten har hverken Selv eller hans Folk hugget paa det Sted, og veed han ikke om det er Skeet af Angjeldende. Spuergt hvor nær det er Mærket mod Spirevik, sagde han først 30 Alen og noget nærmere, og derpaa at det nærmeste er 3 Alen, mellem ham og Angjeldende har ikke været nogen Tviist om Mærket som Deponenten kjender, medens han derimod ikke veed, hvor hvad han gjør. Igjen 3dje Deponent, der tilføiede, at hun ikke veed hvorvidt 1ste og 2dre Deponent kjendte til, at de ikke havde Lov at hugge Veed.—- Sagen blev derpaa Sluttet som Forhør, idet Reverhaten følger Akten in orig: Lagrette havde ved Behandlingen Protocollationen Intet at bemærke
E. Falsen Ole Torkildsen Skeie Niels Olsen Skeie Begge m.p.p.
6
Justitsstevning.
Under 25de F.Sel har Søndre Bergenhuus Amt beordret mig til justitielitor at tiltale og hende dom over Lars Larsen Spirevik og hustru Synneve Larsdatter samt Deres Søn Lars Larsen for begaaet Tyverie, hvorfor jeg herved stevner dem til at møte mig eller Fuldmeægtig uden en Extraret paa Tid og Sted som Sorenskriveren undgiven, anhøre Videre og modtage dom for Sagen og dens Omkostninger. – Tilsamme det, Tid og Sted indstevnes at møte til Vidnesbyrde Aflæg under Falemaalsstraf: 1. Marthe Olsdatter Askvik, 2. Forvalter Lund, 3. Mons Olsen Sagstad, 4. Lensmand Synnestvedt, 5. Even Danielsen Sæbøen.—-
Bergen den 3dje October 1857 ———- Hagemann
7
Foretages paa Tingstedet Osøren Tirsdag den 20de dennes, 4 ½ Eftermiddag.
Midthordlans Sorenskriverie, Bergen 6te October 1857 C. Falsen
8
Oversendes herr Lensmand Nieunejaar til foranstevnte Forkyndelse, samt til Opnævnelse og Tilsigelse af det fornødne Lagrette.
Bergen den 8 October 1857 ——————Hagemann
9
Aar 1857 den 13de October er denne Stævning med paategnede Beraminelse lovlig forkyndt for Lars Larsen Spirevigen og dennes Søn Lars Larsen, i begges eget Paahør paa deres Boepæl paa Spirevigen, samt for hans hustrue Synneva Larsdatter, paa hendes Boepæl paa Spirevig i Paahør af hendes Mand, da hun selv ei var tilstede, ligesaa forkyndt for Forvalter Lund, Lensmand Synnestvedt og Even Danielsen Søbøen, i disse eget Paahør paa deres Boepæle Lysekloster, Lyssand og Søbøen samt for Marthe Olsdatter Askvigen paa hendes Boepæl paa Askvigen, i Paahør af hendes Moder, da hun selv ei var tilstede. —- Hvilket hermed bevidnes af undertegnede Stevnevidner i Os Tinglag i Kraft af vor aflagde Ed og under vore Hænder og Segl.
Nienmejaar Hans D Kuven
Sendes med Expresse til herr Lensmand Vae, til Forkyndelse for Mons Olsen Sagstad, der henhører til Fane Tinglag. Os Lensmandsombud 13de October 1857. —- C. Nieunejaar
Aar 1857 den 14de October er denne Stevning med Beremmelse forkyndt Mons Olsen Sagstad paa Sagstad og Denes Paahør, hvilket i Kraft af aflagt Eed attesteres. — N. Vae, —-Erik Østrem
Irettel: 20/10 1857 Falsen
10
Gaardbruger Lars Larsen Spirevig er efter Os Kirkebogs Udvisende confirmered i Aaret 1827 atten hundre og syv og tyve da 15 femten Aar gammel, hans Alder kun af bemeldte Kirkebog ikke annerledes opgives, da han ikke findes anført i dens Fortegnelser i vor døbte. Paa hans Forhold indsettes ved hvor naar Leilighed til Beruselse har tilbudt sig, oftere er befunden i beskjænket Tilstand, og har han i den viist sig paatrængende og vanskelig at stille tilfreds. Iøvrigt veed jeg Intet, der kan lægges ham til Last, har meget mere efter hans Forfald med Leiligheder, hvori jeg er kommen i personlig Berørelse med ham, holdt ham for en veltænkende og retsindig Mand- — Hans Hustrue Synneve Larsdatter er ifølge Os Kirkebog født den 19. nittende August 1821 atten hundre og een og tyve, og vides paa hendes Forhold Intet at udsætte. Sønnen Lars Larsen er født den 1ste første Januar 1839 atten hundre og niogtredve, confirmeret 1853 atten hundre og tre og femti og findes i Os Kirkebog i sidstnævnte Anledning tildelt Skudsmaalet: Flittig, af Sædeligt Forhold og meget god Kristendomskundskab. Saavidt mig bekjendt vides heller ikke paa hans senere Forhold Noget at udsætte. ——– dette bliver herved paa Forlangende attesteret. —
G. D. Greve
Os Prestegaard den 19de October 1857
Irettel. 20 s Sl ————– Falsen
11
Sorenskriveren
i
Midthordland
Gjør vitterligt:
Aar 1857 den 20.Oktober blev Extraret sat paa Tingstedet Osøren, administreret af Sorenskriveren i Overvær af Lagrettet Bygselmændene Johannes Olsen og Nils Olsen, begge af Gaarden Hisdal, og begge efter denne Erklæring før fungeret i samme Egenskab — hvor der! Foretges.
No 40/1857 Opn. Justitssag Procurator Hagemann Referent mod Lars Larsen Spirevik m.fl. Referenten møtte og fremlagde: 1. Stevning af 3dje dennes, 2. Forhør af 16 de s.m., 3. Bygselrevarsel af 6te Oktober 1843, og 4. Attest fra Sogneprest Greve af Gaars dato, hvor efter han bad Sagen fremmet, documenterne No2 og 3 følger Akten in originali, hvorimed de øvrige intages.
De Tiltalte være i deres Frihed tilstede, og foreholdtes Ordren samt Præsteattesten, ved hvilken sidste de Intet have at bemærke. Ligesaa forholdtes de ogsaa af Forhøret, Klagen og Skovbefaringen, hvorpaa først Tiltalte Lars Larsen den ældre framstod og foreholdtes sine Forklaringer af Forhøret, som han vedtog med Tilføiende at han aldrig har begjært, og saaaledes ei heller faaet Viisning til Veed, hvilket derfor heller ikke har været Tilfældet med hans Førmand paa Gaarden efter hvad han have sagt. Hans Kone og Søn har mange Gange gaaet af sig selv efter Veed, naar da har trængt dertil, den fremlagde Reversal vedtog han at have underskrevet. Om Formann har vidst, at han har hugget til Veed, kjender han ikke, han har, dog ikke hværken, kjøpt Skov hos Formann, men ikke fortalt hvad han kjøpte til, og foregik bemeldte Kjøb ikke hos ham selv men hos hans Forvaltere, han har ikke kjøpt til Brænde, men dertil benyttet Skatet af hvad han har kjøbt til andet Brug, om det der kjøbes til Veed er mindre, end hvad der kjøbes til andet Brug kommer an paa, hvordan det forlanges, og kjender han ikke til, om det pleier at være mindre, til Kulleveed, som han har kjøbt, bruges smaa kroget Veed.
Som 1ste Vidne 4de Deponent Forvalter Lund, formanet til Sandhed, havde før paahørt Anmeldelsens Oplæsning og vedtaget denne ligesom han under Angjældendes Afhør forklarer, at i Regelen er enhver Leilænding efter sit Bygselbrev berettiget til Veed at tage Brake og Torv og Vindfælder. Um Formann har været vidende om, at de, i hanis Bygselsedler Intet staaer om dette, har taget Veed, kjender han ikke, men har al Grund til at antage, at det har været taalt, at ogsaa de har taget saadanne Sager som meldt, men kun disse til Veed. Om Formann har vidst, at der ogsaa huggedes til Veed, veed Vidnet ikke vist, men troer han har havt Formodning derom, at det har været hans Mening stiltiende at taale dette, troer han slet ikke. Om der har været udstedt nogen almindelig Advarsel i saa henseænde, er det ikke skeet. Han foreholdtes sine Forklaringer i Forhøret, som han vedtog, dog saaledes at han heller ikke har nogen personlig Erfaring om, at der er hugget paa Sagstads Eiendom uden hvad der af Lensmannen og den der foretog Skovbefaringen med ham blev fortalt, og kan Vidnet ikke bestemt huske, om det af dem blev sagt, at det formeentes at være skeet af Angjeldende, men Vidnet fik af Samtalen med dem og andre Omstendigheder det Indtryk, at det var skeet af ham men af Vildfarelse om Mærket fordi det var skeet i Nærheden deraf. Vidnet veed ikke selv noget om, at der har været Tvist om Mærket mellom Spirevik og Sagstad, men troer en gang af Skovfogden at have hørt, at der skal have været Tvist derom mellom disse Gaardes Opsiddere. At Mistanken om hugsten paa Sagstad blev henledet paa Angjældende var fordi det af En, hvis Navn han har lovet at fortie, blev ham opgivet, at der var hugget paa Sagstad og formeentlig af Angjældende, ligesom Vidnet blev bestyrket i den Tro, at dette var Tilfeldet, da der var hugget saa meget ogsaa hos Angjældende selv. Tiltalte erkjendte nu at have hugget Alt hvad der efter Befaringen fandtes at være hugget i hans Stykke, og er det Qvantum som han under Forhøret oppgav, kun hvad han hug til Salg, Maalene kan han derimod ikke troe var saa store som opgivet, de stod alle beleiligt for Fremdrivt, i det nu vedtagne Antal er forøvrigt ogsaa indbefattet, hvad hans Kone og Søn har hugget, og vedtog han at svare Erstatning for det hele Qvantum, som nemlig af 1ste Vidne blev forlangt ogsaa for hvad der er hugget til Veed, idet han tagserde de til 4 Tylter og 7 Stykker for 20 s Stykket, og den ene Tylt større til 60 s Stykket, alt efter et Middeltal. Manden, som han ledede hans Mistanke paa Angjældende for hugsten paa Sagstad, erklærede udtrykkelig, at han ikke vidste, at Angjeldende da var forøves deraf, men kun havde Mistanke derom. Tiltalte erklærede, at han blev gift med sin Kone, lenge efter at han fik Bygsel paa Gaarden, hun sad da Enke paa enanden Bygselgaard tilhørende Lysekloster Gods derpaa Tiltalte Synneve Larsdatter, forelæst sin Forklaring som hun vedtog. Om Formann har kjendt til, at da hug til Veed, veed hun ikke, derpaa Tiltalte Lars Larsen den Yngre vedtog sin Forklaring i Forhøret, saaledes at han ikke kjender Mærket mod Sagstad, og saaledes ikke veed om, at Faderen har hugget der, han har ikke seet, hvad der ved Skovbefaringen fandtes at være hugget at han ikke selv har været paa Sagstad veed handeraf, at han ikke er gaaet længer, end Faderen har gjort.
De øvrige vidner møtte, formanedes til Sandhed, foreholdtes Lovens Straf for Meened og forelæstes Edens Forklaring af Loven, hvorefter som 2det Vidne fremstod 3de deponent Marthe Olsdatter Askvik, vedtog sin Forklaringer i Forhøret og tilføiede at hun ikke kjendte Mærket mod Sagstad. Som 3dje Vidne 5 deponent Mons Olsen Sagstad vedtog ligesaa sin Forklaring dog saaledes, at han ikke accurat veed hvor langt fra Mærket de hugne Træer staae, medens det omtrent er 3 Alen de nærmeste og 30 Alen de længst derfra Mærket fik han vide derved, at Forvalter Leganger, da han var paa Klosteret, læste og for ham, hvor de skulle være, hvorefter han fandt dem. Fra det Sted i hans Stykke, hvor hugsten er skeet, gaaer der Vei til Søen, ligesom der ogsaa gaaer Vei, hvorpaa kan kommes til Nordvik og Sagstad.
Som 4de Vidne Lensmand Synnestvedt, henimod 63 Aar, forklarede, at Maalene paa de i Angjældenes Skovstykke forefundne Træer, opgives efter bedste Skjøn, saa han holder sig overbeviist om ikke, at have taget dem for store, men hvor mange der var af hvært enkelt, kan han ikke opgive, hvorimod der efter hans bedste Skjøn nær af de Maal som opgivet er. Med Mærket mellom Sagstad og Spirevik er han ikke nøie kjendt, skjønt hanvel saae et Kors, men Eiendommen opgaver af Skovmærkeren, og kan Vidnet saaledes ikke for nøie sige, om det var langt ind paa Sagstads Eiendom eller nær ved Mærket; han saae ikke Spor efter, og kan saaledes ikke forklare, hvor Træerne paa Sagstad er ført hen, Vidnet kom engang for over 10 Aar siden i Samtale med Formann efter Skovbefaring, og yttrede Formann da, ved at høre hvad der var hugget, at Noget maa der ties med, eller Noget maa de have, veed han ikke, om han med disse Yttringer meente Veed eller Andet troer han ikke af Formann hørt Noget i den nævnte Anledning. Som 5te Vidne, Even Danielsen Søbøen paa 20de Aar, forklarede, at Maalene i Angjeldenes Stykke efter hans bedste Skjøn er rigtige, saaledes at han er sikker paa der findes af dem, og at de ikke har taget dem for store. Mærket mod Sagstad er ham opgivet af 3dje Vidne og efter dette var det ikke langt ind paa Sagstad der var hugget, men hvor langt kan han ikke nøie sige i hvor Træerne herfra var henført, han hverken Spor efter eller veed. Den Formann har vidst og samtykket i at der blev hugget Veed, veed han ikke. Vidnerne bleve derpaa edfæstede. Forvalter Lund efter at have erklæret, at Tiltaltes Kone engang har opgivet for ham, at hun havde en Anden mistenkt for Træerne paa Sagstads Eiendom. Hagemann fremlagde derefter sin Indstilling af d.d. i henhold hvortil han undergav Sagen dom. Indstillingen indtages.
Indstilling
I Justitssagen mod Lars Larsen Spirevik, hustrue Synneva Larsdatter og Søn Lars Larsen.
Disse 3. Personer ere af Amtet justitialiter tiltalte til Undgjeldelse for begaaet Tyveri. Hvilket skal bestaa deri at de have hugget Træer i Skoven, der henhører til det Brug i Gaarden Spirevik som drives af No1 og 2 som Leilændingsfolk. Sagen er foranlediget af Anmeldelse fra Eieren Proprietær Formann med hans Forvalter om ulovlig Hugst saavel i Spireviks som Nabogaarden Sagstads Skov. De Tiltalte have bestemt benægtet at have hugget noget udenfor Spireviks Skov, og da intet Beviis mod dem des angaaende er præsteret maa den deel af Anklagen bortfalde. Derimod har No. 1 erkjændt, at han i Spireviks Skov har hugget Træer paa Roden, som han benyttet deels til Brænde og deels til deraf at forarbeide et og andet, som han har solgt, og uagtet han var vidende om at saadan hugst, efter det ham meddeelte Bygselbrev, ikke maatte Skov uden efter Udviisning, har han hverken forlangt eller faaet nogen Udvisning til Brænde, idet han antog, at han ikke handlede urigtigt, naar han ikke med hensyn til Skovens benyttelse gik udenfor hvad han paastaar har været Sædvane paa Formanns Gods, nemlig at Leilændingene uden Udviisning have benyttet Gaardens Skov til Brænde. Imidlertid viser den Bygselrerselforpliktelse, som han har undertegnet, at Gaardens Skov er aldeles undtaget fra hans Raadighed og saaledes ogsaa fra hans brug, hvoraf formeentlig følger, at enhver Disposition og enhver af hugst i denne Skov maae ansees, som om det var skeet paa fremmed Eiendom, men er dette rigtigt, kan denne Tiltalte ikke undgaa at ansees som Tyv for den paaklagede og tilstaaede Skovhugst, og maae saaledes blive straffe efter Cr.L.Cap.19 st. Han har ikke forhen været tiltalt og har et godt Skudsmaal, ligesom det maae komme ham til gode, at han visselig ikke har havt nogen hensigt at ville fornærme sin Husbond med at handle som skeet, især da det skal være sædvanligt blant Formanns Leileændinger der leve under samme Vilkaar som Tiltalte, at de bære sig ligedan ad som han. Jeg formener derfor at Tiltalte under disse Omstendigheder paa mildeste Maade maae ansees Bestraffende derimod de Tiltalte No2 og 3 da kan det ikke ansees oplyst, at de have havt nogen Kundskab om Indholden af det til No1. udstette Bygselbrev, og det saa meget mindre som No2. ikke var gift med No1., da Brevet udstedtes. Jeg troer derfor, at det bør antages, at disse Tiltalte ikke have været vidende om andet, end at No1 og 2 fød paa Spirevik som Bygselfolk efter de Vilkaar eller Bondetiiner som Lovens 3 -14 -34 foreskriver, men er dette rigtigt, have de med det Paaklagede intet ulovligt foretaget, saasom det ikke er oplyst, at de have drevet Hugsten videre end bemeldte Lovsted tillader. Og som Følge deraf formener jeg, at disse Tiltalte bør Frifindes. Tiltalte No1 kan derfor ikke undgaae at erstatte det ulovlig hugne med 15 Spd 20 s. Samtlige Tiltalte ere over criminel Lavalder, og No2 og 3 ere ogsaa meddeelte fordeelagtige Skudsmaal av Præsten.
Thi indstilles.
At Tiltalte No2 og 3. Synnøve Larsdatter og Lars Larsen den yngre for Justitiens Tiltale i denne Sag frifindes, men at Tiltalte No1. Lars Larsen den ældre 1ste Gangs begaaet simpelt Tyverie, dømmes til Fængsel paa Vand og Brød i 4 dage, og til at udrede i Erstatning til Proprietair Formann 15 Spd 20 s, samt til at betale samtlige med Sagen forbundne Omkostninger, hvoriblandt Salærium til mig.
s.t. Osøren 20 October 1857
ærbødigst Hagemann
Irettel s.d. Falsen
Dom blev for de Tiltalte oplæst, og havde da Intet videre i Sagen at anbringe, idet Synneve Larsdatter forklarede at det er rigtigt, at hun først blev givt med sin Mand, efter at han havde faaet Bygsel paa Gaarden, baade hun og Lars Larsen den yngre erklærede ikke at vide, at Formann i senere Tid har ført Nogen i Fortræd, som har hugget Veed. Og belv Sagen herved tildoms optaget, idet Lagrettet Intet med Behandlingen og Protocollationen havde at Bemærke.——–
E.M. Falsen Johannes Olsen Hisdal Nils Olsen Hisdal
Begge m. p.P.
13
1857 den 26de November blev Extraret sat paa Sorensskriverens kontor, administreret af ham selv i Overvær af Vidnerne Examinatus jurist Buchmam og Stykjunker Andreas Edvard Borge hvor da i Nærværende Sag blev afsagt saadan:
Dom
Efter Amtets Ordre af 25de September d. A. tiltales No1 Lars Larsen Spirevik, der er Bygselmand paa Lysekloster Gods, No2 hans Kone Synneve Larsdatter, og No3, hans Søn, Lars Larsen for begaaet Tyverie, de ere efter fremlagt Presteattest No1-45, No2-35 og No3 paa sit 19 Aar, og vides ikke forhan at have været tiltalte for nogen Forbrydelse, men have Olle, naar indtages at No1, naar Leilighed giver, oftere er fundet i beruset Tilstand, af Præsten et godt Skudsmaal.—Vedderes egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Omstændigheder er det godtgjort, at de i det No1s Bygselbrug tilliggende Skovstykke have hugget endeel Furutræer paa Roden, No1 i de sidste 3 Aar deels til Veed for sig selv, og deels til Salg lidt Veed, samt endeel og arbeidet til Træsko, Aarer og andet saadant, og No2 og 3 den Første ligeledes i de sidste Aar, og den Sidste i fjor og i Aar nogle smaa Trære til Veed, og som det efter samtlige Tiltaltes Forklaring maa antages, kun til Husets Brug. Hvor meget Enhver af dem har hugget, er ikke oplyst, hvorimod det i det hele for de sidste 3 Aar udgjør 5 Tylter og 7 Stykker, og heraf mellem 2 og 3 Tylter af No.1 er oppgivet at være hugget til Salg.
Efter hans Bygselbrev er denne Tiltalte i bemeldte hans Skov berettiget til at erholde udviist det Fornødne til Husenes Reparation, forsaavidt den kan taale det, samt til Brænde, hvorimod han uden Udviisning ingen Hugst maa foretage, eller i mindste Maade benytte sig af Skoven under Tiltale eller Strafefter Loven, men ifølge den af 1ste Vidne som Forvalter paa Godset afgivne Forklaring maa det antages, at Bygselmændene paa Godset i Regelen ere berettigede til uden Udviisning at tage Brake og Lyng, samt at det ogsaa for deres Vedkommende, i hvis Bygselsedler Intet herom staar, er blevet taalt, at de har taget dette og Vindfælder til Veed.
No2 har erkjendt at de ikke har bedet Eieren om Tilladelse til den foretagne Veedhugst, og No1 ligeledes at han aldrig dertil har begjært eller faaet nogen Udvisning. Forsaavidt, imidlertid, denne (af disse to Tiltalte) Hugst er foregaaet til deres eget Brug antager Retten, at den for deres Vedkommende blot maa ansees som en Overskridelse af Brugsret efter L.Lov 22-5, der ikke er Gjenstand for offentlig Paatale. Thi selv om Eierens Udvisning, efter hvad der ovenfor er anført, maatte antages ogsaa at have været nødvendig, for at de Tiltalte skulle kunne tage den til dem selv fornødne Veed, formenes dog at de, efterdi den ikke kunde, nægtes, maae ansees forsaavidt at have Brugsret i Skoven, om den end ikke er nedfældt, ligesom Overskridelsen efter Bestemmelsen i 22-5 under Lovens almindelige Udtryk ikke antages at kunne inskrænkes blot til det samme Slags Skovproduct, som er Gjenstanden for bemeldte Leilændingens Ret. Sagen formenes saaledes for Tiltalte No2, at maatte afvises.———
Men paa den anden Side skjønnes derimod ikke at hiin Bestemmelse kan komme til Anvendelse paa dispositioner, der ikke i mindste Maade vedkomme nogen af de Rettigheder, Tiltalte som ovenfor meldt har til Skovens Brug, men foretages i ganske andre Øiemed, og da Skoven eller Træerne deri; ligesavel i dette Tilfælde, som hvor den bortleies til Have, men uden nogen Ret til bevirke deri, formeentlig maa antages at være i Eierens egen Besiddelse, vil No1, forsaavidt han ogsaa har hugget til Salg, hvortil han ingensomhelst Ret har, ikke kunne undgaae derfor at fæltes som Tyv efter 19 – 1. Han har tillige været sigtet for hugst i et andet til hans eget grændsende Skovstykke, men herfor er intet Bevis mod ham fremkommet. Tiltalte No3 har benægtet at have vidst, at de ikke maatte hugge til Veed, hvilket No1 erkjender ikke at have sagt ham; og naar hensees til deels at dette, efter hvad der i Sagen er oplyst, maa antages sædvanligt at skee af Godsets Bønder, og ligeledes af Eieren at have været taalt, og deels at han har seet sine Forældre, for hvem han hug, selv at gjøre dette, formanes heller ikke, at nogen saadan Kundskab kan ansees ham overført, men i saa Fald, samt da det efter Omstændighederne ogsaa synes at maatte undskyldes, at han ikke har skaffet sig bedre Oplysning om Forholdet, er der intet Beviis for, at han har handlet i ond Tro og antages paa Grund heraf at maatte frifindes, ligesom der ikke heller er tilstrekkelig Grund til at ilægge ham nogen deel af Sagens Omkostninger. For No1 antages Straffen at maatte bestemmes til Fængsel paa Vand og Brød, og Straffetiden formaantlig passende til 12 dage, ligesom han selvfølgelig maae udrede de med Straffens Execution og Sagen forbundne Udgifter, hvilke sidste nemlig ikke ere forøgede ved de øvrige Tiltaltes Inddragning derin. Endskjønt ham derhos under Sagen har vedtaget at betale Erstatning for den hele Hugst, er det dog efter det overfor anførte Resultat en Selvfølge, at herom ikke kan blive Spørgsmaal undtagen forsaavidt han dømmes til Straf, og altsaa kun for de 2 a 3 Tylter, som erkjendes at være hugget til Salg, eller som det i Mangel af nogen nærmere Oplysning om Antallet, formaantlig maa bestemmes for 2 Tylter 11 Stykker, og da Retten efter hans Opgaver om Maalet, samt da der mangler Bevis for at i al Fald de til dette Brug hugne Træer har været større end af ham opgivet, maa holde sig til den mindste Taxt, med 20 sk. Stykket eller til sammen 5 Spd 100 sk. Ved Sagførelsen er Intet at bemærke; der antages at kunne medføre Ansvar, og formenes Referentens Saler passende at kunne bestemmes til 5 Spd. Sagen har paa Grund af dommerens daglige Beskjeftigelse med andre domsafsigelser, offentlige og for berammede private Forretninger ikke før kunnet paadømmes.
Thi Kjendes for Ret
For Tiltalte No.2, Synneve Larsdatter afvises Sagen som henhørende under Lov 22-5 og saaledes ikke Gjenstand for offentlig Paatale. Tiltalte No.3 Lars Larsen den Yngre bør for Institiens Tiltale i denne Sag frie at være. Tiltalte No.1, Lars Larsen Spirevik den Ældre bør for Tyverie efter 19-1 at hensættes paa sin egen bekostning til Fængsel paa Vand og Brød i 12 tolv dage, og betale Erstatning til Proprietær Formann 5 – fem Spd. 100 s- Et hundre Skilling, samt efter af Overøvrigheden approberede Regninger udrede alle af Sagen lovlig flydende Udgifter, og i Salærinn til Referenten Procurator Hagemann 5 – fem Spd. At fuldbydes ved Øvrighedens foranstaltning under Adferd efter Loven.
C. Falsen F. Buchmann A. C. Borge
14
Aar 1857, den 30 November er foranstaaende Dom lovlig forkyndt dor Lars Larsen Spirevik den ældre, paa hans Bopel pa Spirevik og i hans eget Paahør. Angjeldende meddelede, at han ønskede dommen omanket for Stiftsoverretten, hvorfor det blev ham belyset: at Indankningen for saavidt han efter Sagens Beskaffenhed har mottet at forlange den, vil finde Sted uden at han om samme kan vente at erholde belendigeve Underretning; Hvilket herved bevidnes af undertegnede Stevnevidner i Os Thinglag i Kmaft af var aflagde Eed under vore Hænder og Segl.———-
C. Nieuvfaar Hans D. Kuven
Ikadtejn 7/12-57 M. I. Laade
15
Da Tiltalte No1 Lars Larsen Spirevig har forlangt Dommen paaanket og buntet paa det Offentliges Vægne finder Grund til for Tiltalte No2 Synneve Larsdatters Vedkommende at hun Dommen nærmere prøvet, indankes nærværende Sag for disse 2 Vedkommende overansstemenende med Forl. 31. Mai 1805 og Lov af 6. september 1845 til nærmere Prøvelse ved Bergens Stiftsoverret; Med Hensyn til No 3, den yngre Lars Larsen Sperevig, har det ved Dommen sit Forblivende.
Søndre Bergenhus Amt, den 24 Desember 1857
N. Vogt
Modtaget 7 Januar 1858
C. Nieuvfaar
16
Aar 1858 den 8de Januar er foranstaaende dom med Amtets paategnede Indankning til Bergen Stiftsoverret, lovlig forkyndt for Synneva Larsdatter Spirevik, paa hendes Bopæl paa Spirevik og i hendes eget Paahør; Hvilket hermed bevidnes af undertegnede Stevnevidne i Os Tinglag, i Kraft af vor aflagde Eed og under vaare Hender og Segl.————
C. Nieuvfaar Hans D. Kuven
Mottaget 15 Januar 1858 M. Brede
Sendes Justitiurrius ved Overetten i Bergen. 2 Bilage.
Sundhordlands og Hardanger Fogderi, 16de Januar 1858
M. Raade
Ostum ved Bilag, O… Bergen 25 januar 1858 Faulsen
17a,b
Bergens
Stiftoverrets Domsavt
i
Justitssagen No 16 – 1858
mod
Lars Larsen Spirevig og
Synneve Larsdatter Spirevig
Incamineret den 1 ste Februar 1858
Sluttet ved Dom af 1ste Mats samme Aar
17a
Bergen Stiftsoverett
Gjøre vitterligt: at Aar 1858, den 1ste Februar blev Bergens Stiftsovnnt paa lovbefelet Maade afholdt paa Nedent Raadstuue og administrered af Justitiarius Falet samt C. Ege og Bredsdorfh.
Hvorda!
Fortages Sagen No 16 – 1858
Justitien
mod
Lars Larsen Spirevig og
Synneve Larsdatter Spirevig
Referenten, Overretssagfører Dahl, mødte og fremlagde hvorind Bilage følge nærværende Out in originale.
Indstilling
Justitssag mod 1. Lars Larsen og 2. Synneve Larsdatter Spirevig.-
Hermed har jeg den Ære at fremlægge:
- Gjenpart af Bygselseddel udstedt 15de Juli 1843
- Forhør af 16de September 1857
- Underretsact af 20de October til 26de November 1857
Foreløbig bemærkes, at der ved Overretten ikke er Spørgsmaal om den Hugst i Skoven questionus; som af Tiltale No1 Lars Larsen er foretaget til Huusholdningen eller eget Brug, da Underretsdommen,hvorved han ikke er fældet til Straf for dette Forhold, ikke for hans Vedkommende fra det Offentliges Side er paaanket.—
Dermed vil det under Sagen blive at afgjøre om den Hugst i lige Hensikt der er foretaget af Tiltalte No2, Synneve Larsdatter, skal ansees som Gjenstand for offentlig forfølgning og alt her ved Dommen i nærværende Sag belægges med Straf. I saa Henseende skal jig bemærke, at Underdommerens Formening forekommer mig at have Meget for sig, saafremt man vil forstaa den fremlagte Contracts 3dje Post derhen, at Leilændingen kan forlange af konen at erholde saadanne Træmaterialer, hvis Tilveiebringels udfordees særskilte Hugst til Brænde. At Contractens Mening imidlertid ikke er denne, men kun at Leilendingen skal kunne fordre at erholde af Skoven det fornødne til Brendsel, og at han ikke kan modsette sig dertil at antage, hvad den i Skoven af Grene eller derlige er nedblæst eller der blevet igjenliggende af Træer, somdere fældets til andet Øiemed, maa formaantlig antages saavel paa Grund af at Saadant maa ansees stemmende med fornuftig og sædvanlig Øconomi ved Skovenes Benyttelse, som paa Grund af hvad der under nærværende Sag er oplyst, spesielt om forholdene paa Lysekloster og endelig hvad der af den forrige Forvalter sammesteds under en anden Sag, som i dag her i Retten incrimineres, nemlig mod Torrstein Gundersen Forrstrønen m. Fl. Er forklaret. Under sidstnævnte Sag har Forvalter Andersensom 1ste Vidne blant andet forklaret: «Hugst paa Roden til Brænde, foresaget af Leilændingerne til eget Brug, kan derimod Vidnet ikke give sit Samtykke til, idet han forsaavidt Udvisning af Brende aldrig vides at være skeet, erklærede, at dette ikke kunde skee, naar det ikke blev forlangt, samt at der formeentlig altid er saameget, deels Brake og deels Affald, som foran meldt « /:Skat m. ec:/ at saadan Hugst paa Roden dertil ikke ansees fornøden og ialfald har det ikke været Meningen at give noget stiltiende Samtykke til saadan Hugst derved, at som meldt ingen Udviisning dertil er skeet.» Man naar Leilændingen ikke ansees berettiget til at forden saadan Brendsel, der udvindes ved særskilt Hugst, uden ialfald i det usædvanlige Tilfelde at Skoven ikke paa anden Maade kunde afgive Brændsel, synes Leilændingens forhold til Skoven i den her omspurgte Henseænde at maatte bedømmes som den Huusmands, hvis Ret indskrænker sig til at benytte affald og Tørt af hivet Skov til Veed. — Da Tiltate No2, Synneve Larsdatter maa antages at have været bekjendt med sin Mands Bygselcontract og forholdet i det Hele, formenes hun ved den forøvede Hugst af Træer til Brænde at have gjort sig skyldig i Tyverie og derfor passende at kunne ansees med 5 dager Fængsel paa Vand og Brød. Fralatning kan formedelst Mangel af tilstrækkelig Oplysning om Værdien af det af denne Tiltalte Huggede ikke bestemmes. Siofr. forøvrigt Retstidenden for forrige Aar peg 683:/: ——- I Henhold til Foranførte samt da den ergangne Dom for Tiltalte No 1s Vedkommende, havidt paaanket, findes vel grundet, tillader jig mig at indstille:———–
At Tiltalte Synneve Larsdatter Spirevig for begaaet Tyverie tilfindes paa egen Bekostning 5 dager Fængsel paa Vand og Brød samt tilyligtes at udrede Sagens Omkostninger inholidum med Tiltalte Lars Larsen Spirevig, for hvis Vedkommende kan ergangne Dom, saavidt paaanket er, forslaaes stedfestet.—-
Bergen den 1 Februar 1858, ærbødigst L. Dahl
17b
Til Stiftsoverretten!
Fremlagt i Bergen Stiftsoverret den 1ste Februar 1858. Brededorff Forigtet: Sagen optages.
Aar 1858 den 1ste Marts blev inden Bergens Stiftsoverret i nærværende Sag afsagt saadan
Dom:
Ved Dom afsagt af Sorenskriveren i Midthordland den 26de November forrige Aar er Lars Larsen Spirevig den Ældre, der tilligemed sin Hustrue Synneve Larsdatter og deres Søn Lars Larsen Spirevig den Yngre tiltales for Tyverie, som 1ste Gang skyldig i denne forbrydelse tilfunden Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 12 dege og tilpligtet at udsede Erstatning til Bestjaalne, Proprietæir Formann, 5 Spdlr: 100 Sk., samt de af hans Afstraffelses og Sagen flydende Omkostninger, hvoriblandt Salærtum til Referenten, Overretssagfører Hagemann 5 Spdlr., hvorimed Medtiltalte Lars Larsen Spirevig den Yngre blev frifunden for tiltale og Sagen for Synneve Larsdatters Vedkommende afviist.—— For lars Larsen Spirevig den Yngres Vedkommende er der acqviesoeret Underretsdommen, som derimod efter Lars Larsen Spirevig den Ældres forlangede og forsaavidt den angaar Synneve Larsdatter paa det Offentliges Vegne af Amtet er indanket for Overretten.—–
Det er under Sagen oplyst, at der i Løbet af de 3 sidste Aar i den Angjeldende Lars Larsen Spirevigs Bygselsbrug under Lysekloster Gods tilligende Skov er hugget i det hele 5 Tylter 7 Stykker Furutrær paa Roden, hvilken Hugst deels er forelaget af bemeldte Angjældende selv, og dels af Angjeldende Synneve Larsdatter og deres i 1ste Instants medtiltalte Søn, 2 a 3 Tylter af det Aavirkede her Lars Larsen, der er i en Alder af 45 a 46 Aar og et forhan vides at have været under offentlig Tiltale, erkjendt have anvendt til Salg, og da han ifølge Bygselcontracten kun er berettiget til efter Udvisning at erholde det Fornødne, saavidt Skoven kan taale det, til Husenes Reparation og Brænde, men ei uden Udvisning maa foretage nogensomhelst Hugst under Tiltale og Straf efter Loven, for Underdommeren forsaavidt holdet ham som Tyv, hvorimod den Hugst hvorom der forøvrigt for denne Angjeldendes Vedkommende under Sagen har været Spørgsmaal, men hvilken ifølge Appellationsmaaden ei er Gjendstand for Overrettens Paakjændelse er henført under Criminallovens Cap: 22 §5, hvilket ogsaa er antaget med Hensyn til den af medtiltalte Synneve Larsdatter foretagne Hugst av endeel af det ovennevnte Qvantum Furrutræer, der blev anvendt til Brænde.
Men Overetten antager at den af Underdommerne opstillede Destinction mellom Aavirke af Leilændinger til eget Forbrug eller til Salg er uden Hjemmel. Norsk Lov 3 -4 -34, der fremdeles staare ved Magt /: undtagen hvad Landnammen angaar, cfr. Crim. Lov 28 -13 :/ viser i Almindelihed at Hugst af Leilændinge i de dem bygsledes Gaarde Skov, ei er at betragte som Tyveri og den retlige Grund hertil er den, at Bygselmanden qna Leietager ved Donterotens Thing læsning og Brugets Overlevelse hæller i Besiddelse af den Brugen tilliggende Skov. Al Hugst af Leilændingen i de til deres Bygselsbrug hørende Skov, hvad enten den er foretaget til eget Brug eller til Salg, maa derfor, forsaavidt saadan Hugst kun antages at have været uberettiget, blive at henføre efter Omstendighedene enten under Criminallovens Cap: 22 §5 eller sidste Passus i N.L. 3-14-34; idet det nævnelig ed kan antages, at Criminalloven i stedet for den ophævede Landnam har villet substituere Straf efter samme Capitels 21-§6 for mindre grove Aavirke af Leilendinger, medens det mere grove fremdeles kan ansees med Straf af Fæstes Forbrydelse, i hvilken Hænseende det ogsaa kan bemærkes, at Loven af 25de August 1848 §21 i et anælagt Leieforhold kun har anseet ulovlig Hugst til Salg med Mulet. At noget Særeget skulde gjelde med Hensyn til Leilændingerne under Lysekloster Gods paa Grund af Indholdet af de til disse udstedte Bygselcontracter kan ikke antages, undtagen ialfald forsaavidt, at enhver noksaa ubetydelig, uden Udviisning af Leilændingen, foretagen Hugst i Skoven efter Bygselcontracten skulde medføre Fæstes Forbrydelse og Bøder efter Criminallovens Cap: 22 §5, medens derimod Loven kun bestemte Fæstes Fortabelse, forsaavidt den uberettigede Hugst var saa grov, at den medførte en mærkelig Forringelse af Skoven.—-
Dersom factum skulde kunne betragtes og straffes som Tyverie, maatte Bygselcontracten expressis verbis; indeholde, at Skoven var aldeles undtaget fra Bruget med sammes Bortbygsling, saaledes at den fremdeles var i Godsherrens udelukkende Besiddelse, men det er saa langt fra, at et saadant retligt forhold finder Sted med Hensyn til Leilændingerne paa Lysekloster Gods, at disse tvertimod i alle de Tilfelde, hvor Skoven kun afgiver, hvad der behøves til Huustømmer og Brændefang, maa ansees berettigede til at formene endog selve Godseierens Hugst i Skoven.—
I henhold til det foranførte ville begge Angjældende blive at frifinde for Justitiens Tiltale, og Sagens Omkostninger, hvoriblandt Overretssagfører Hagemanns Salærium billiges med 5 Spd., at udrede det Offentlige.—Sagens Behandling i 1ste Instans og dens Udførelse for begge Retter eragtes forsvarlig.
Thi Kjendes for Ret:
Lars Larsen Spirevig den Ældre og Synneve Larsdatter Spirevik bør for Justitiens Tiltale fri at være og Sagens Omkostninger, hvoriblandt Salærium til Underretsreferenten Overretssagfører Hagemann 5 – fem Spdl: at udredes af det Offentlige.—-
Dette til Bekreftelse under Rettens Segl og Justitiarii Haand.
F. Arentz
«Sendt Bergenhuus Amt med bilag 5 Marts 1858»
18
Da Amtet ikke finder af burde que det Offentliges Vegne lade det have sit torblivende ved denne dom, hva indankes den herved, overenstemmende med forordning af 7 Juni 1760, til nærmere Prøvelse af Rigets Høiesteret.
Søndre Bergenhuus Amt, 9 Marts 1858
N. Vogt
19
Aar 1858 den 29de Marts er foranstaaende Appelpaatagning lovlig forkyndt for Lars Larsen Spirevig i hans eget Paahør under hans Ophold paa Boderne samt for Synneve Larsdatter Spirevig i hendes eget Paahør paa hendes Boepæl paa Spirevig; Hvilket hermed bevidnes af undertegnede Stemnevidner i Os Thinglag i Kraft af vaar aflagde Eed og under vore hænder og Segl
C Nieunegaav Hans D Kuven
20
Deductionsindleeg: (for høgsterett)
De Angjældende, af hvilke No1 er 45 Aar gammel og No2 36 Aar, tiltales under neerværende Sag for Tyveri, og er No1 for den Forbrydelse ved Underretten feeldt til 12 Dages Fængsel paa Vand og Brød, hvorimod Sagen for No2s Vedkommende er afviist som Justitssag. Ved Overretten ere begge frifundne. Sagen er paa det Offentlige Vegne indanket for Høiesteret. De Angjældende erkjende (A 4-6, O 4-6) at de som Leilændinge under Lysekloster Gods have uden Udvisning hugget i Bygselbrugets Skov, kun til Ved og han tillige til Salg, i hvilken sidste Henseende Aavirket er taxeret til 5 Spd 100 Sk: Da Bygselcontracten (D) dens 3de Post under Straf etter Loven – hvilken Post Angjældende fuldt vel Kjendte – forbyder Leilændingen ingenlunde siges at have været i Besiddelse af Skoven, hvorfor Aavirket maa henhøres under Kr.L: 19-1 og ikke, som Overretten antager under 22 – 5. Strængt taget burde derfor ogsaa No 2 fældes for Tyveri, skjønt det unægtelig vilde være meget haardt efter de gjængse Begreber hos Almuen. Fra Processualia vides Intet at bemærke. Thi er det min underdanige
Paastand
At Underrettens dom for No1 Vedkommende stadfæstes, og at No2 fældes for Tyveri, og at der tilkjindes mig Salær.
Christiania den 22 April 1858. Underdanig JC. Sous
Documentationsfortegnelse:
- Forhør af 16de September 1857
- Underretsakt af 20 Octbr. – 26 Novbr 1857
- Overretsakt af 1 Febr – 1 Marts 1858
- Gjenpart av Bygselbrevet af 15 Juli 1843
- Ordre af 20de April 1858
- Høiesteretsstævning af 22de April 1858
At foranstaaende Documenter er fremlagte i Høiesterets Commision for de skriftlige Sagers Behandling attesteres.
Daae
Justisiarius
og øvrige Tilforordnede i
Kongeriget Norges Høiesteret
Gjøre vitteligt at Aar 1858 den 25 Mai blev af os udi Høiesteret til Doms Afsigelse foretaget den skriftlig behandlede Sag §No 230 jnr. 221 1L 1858.
Høiesteretsadvocat Sous Actor
mod
Lars Larsen Spirevig den Ældre og Synneve Larsdatter Spirevig.
Actor havde i Høiesteret Commision for de Skriftlige Sagers Behandling fremlagt:
1.Høiesteretsstævning 2. De i Sagen ergangne Domme. 3. ..tionsindlæg 4. Documentationsfortegnelse og 5. Extraret N 1,3a…….
Justituarius og øvrige Telforordnede i Norges Riges Høiesterett.
Gjøre vitterligt: Advocat Hous har anesaget, at han som Actor mod Lars Larsen Spirevig den Ældre og Synneve Larsdatter Spirevig der tiltales for Tyveri, finder sig beføiet til for os at paaanke til yderligere faa kjendelse en af Bergens Stiftoverret den 1. Marts sidstleden afsagt Dom, herved er kjenet for Ret. Lars Larsen Spirevigen den Ældre og Synneve Larsdatter Spirevig bør for Jurtitiens Tiltale fri at være og Sagens Omkostninger, hvoreblandt Salarium til Underretsreferenten Overretssagfører Hageman 5 – fem Spdlr. at udredes af det Offentlige.
Og ved den af Sorenskriveren i Midthordland den 26 November fet. Afsagte Dom er Kjenet for Ret.
For Tiltalte No. 2, Synneve Larsdatter afvises Sagen som henhørende under Kr. §.22-5 og saaledes ikke Gjenstand for offentlig Paatale. Tiltalte No. 3, lars Larsen den yngre, bør for Justitien Tiltale i denne Sag fri at være. Tiltalte No. 1, Lars Larsen Spirevig den Ældre, bør for Tyveri efter 19-1 at hensættes paa sinegen Bekostning til Fengsel paa vand og brød i 12 – tolv- Dage, og betale Erstatning til Propietær Formann 5 – fem Speciedaler, 100 eet hundre Skilling, samt efter af Overoverigheden approberede Regninger udrede alle af Sagen lovlig flydende Udgifter og i Salærium til Referenten Procurator Hagemann 5 – fem Specidaler. At fuldbyrdes ved Øvrighedens Foranstaltning under Adfærd etter Loven. Tilfølge heraf indstævnes at møde for os i Høiesteret naar denne Sag efter um Orden foretages de Angjældende Defensor, Advocat Kraft, for at varetage denne Tarv.
Christiania den 22de April 1858
Under Høiesterets Segl og Justitssecretairens Underskrift
Ved den indsteevnte af Bergen Stift
21
Defensor.
Advocat Kraft, havde i bemeldte Commision fremlagt saadant
Tilsvar
At de Angjældende ikke kunne justitialiter tiltales for det under nærværende Sag paatalte Factum, og at dette ikke under nogen Forudsætning kan blive at anse efter Criminallovens 19 -1, er saa fyldesgjørende godgjort i den afsagte Overretsdoms Premisser, at jeg i Eet og Alt kan henholde mig til samme. Hvad der er og bliver afgjørende, er at en Bygselmand selv er Besidder af den Skov, der tillegges den ham tilbygslede Haand og at der følgeligt alene kan være Spørgsmaal, om aog hvorvidt han har brugt denne Skov i en videre Udstrekning, end hans Ret medfører. Men Sagen er forsaavidt privat og ikke Gjenstand for offentlig Forfølgning. Derimod tror jig, at Overretten havde handlet rigtigen i at afvise Sagen fra Underretten som ikke Gjenstand for offentlig Forfølgning. Det bliver derfor min underdanige
Paastand
Enten at de ergangne Domme kjendes uefterrettelige at være og at Sagen fra Underretten afvises eller at Stiftsoverrettens Dom stadfæstes.
Christiania den 1ste Mai 1858———- Underdanig J.Kraft
22
Udi Sagen blev af Høiesteret den forbemeldte 25de Mai 1858 saaledes for Ret Kjenet og
Afsagt
Synneve Larsdatter bør for Justitiens Tiltale i denne Sag fri at være. Lars Larsen Spirevig den Ældre bør for Tyveri at hensættes i Fængsel paa Vand og Brød i 10 – ti – Dage samt udrede Erstatning til Proprietæir Formann med 5 – fem Speciedaler og derhos tilsvare Sagens Omkostninger, hvoriblandt i Salærium til Underretsreferenten Procurator hagemann 5 – fem Specidaler og til Actor for Høiesteret advocat Hous 8 – otte Spciedaler.
Givet udi Høiesteret i Christiania under Rettens Segl og Justitiarius underskrift
23
Med tilhørende Documenter tilstillet Søndre Bergenhuus Amt den 26 Mai 1858
24
Dom 1858
Til Fogden i Nordhordland!
Høiesteretedom i Justitesag mod Lars Larsen Spirevik og Synneva Larsdater oversendes hermed med Bilage til Dommens Forkyndelse og – i Inhold – Fuldbyrdelse. –
Søndre Bergenhus Amt, 31 Mai 1858.
204/58 (underskrift?)
Oversender med Bilage Hr Sen eneaanp Niennigaas til fæsning
Forventet i sin Eie tilbage mot forn øden Paategning. –
Naadhand landi Ingisantas De fen 1858
Hagemann
25
NI. Jr. 654/58
Til Nordhordlands Fogderi
Høiesteretsdom med paategnet Forsendelse af Dommen, nemillevese hoslagt 7, tilligemed de modtagne Bilage –
Da der i Fogderiets Foranstaaende skrivelse ikke er meddealt Ordre om hvor Straffen skal ey egvvsvlob, tellender heg mig herved ærbødigst at udbede mig saadan Ordre medeelt.
Os Lensmandsebede, den 24 juni 1858
Ærbødigst C. Nieuwejaar
26
Aar 1858 den 24de Juni er foranstaaende dom lovlig forkyndt for Lars Larsen Spirevig i han eget Paahør under hans Ophold paa Gaarden Boderne;
7
27
Tilbagesender med Bilage Gi Lendsmand Nienwejave, som anmodes om at foranstelte Straffens fuldbyrdet, enten for ham selv eller i ………………………….
Midthordland Fogderie, 29de Juni 1858………………Hagemann
28
Angjældende Lars Larsen Spirevig har i Raadstuarresten udholdt den ham ved foranstaaende dom ilagte Straf af 10 Dage Fængsel paa Vand og Brød, fra 1ste Juli Middag 58:1231 til 6…. og fra 7de til 12te J:M. samme tid; hvilket hermed attesteres.
Bergen den 13de Juli 1858
Mbougs
Retsdokument frå 1881
Deponent, deponentienne, part i rettssak.
Sorenskriveren i Midthordland
Gjør vitterligt:
1881 den 31te Marts blev Extraret set paa tingstedet Osøren, administrert af Sorenskriver edsvorne fuldmegtig Chr. Kahrs Meyer og avndbekjent af til og opnemte og besagte, Jersen edfestet Lagrette Gaardbrugeren Ole Mortensen Jelle og Haldor Haldorsen Hauge.
Hverde Jeretoger
Nyt Forhør
N 11/1881 over Lars Larsen Spirevik
Administrator Jenntoget
- Anmeldelse fra Fru Nicolaisen ved J. Skadsem til Lensmanden af 16de dennes.
- Forhørsindkadelse af 23de dennes i Jorkjendt Stand, hvilke Dokumenter indtagne.
Til Hr. Lensmanden i Os
Lars Larsen Spirrevig af Os Prestegjeld anmeldes herved for, at han den 5te dennes paa Lysekloster Eiendom uden minste Lov og Ret dertil hugget et fint, friskt Furutræ, hvor Stammen cr. 8 Al. Fra Roden havde 7 – 8″ Top. Ovennemte Person har den 8de dennes for undertegnede vedgaaet at have hugget omtalte Tre, hvilket kan bevidnes af Herr orns Nils Evensen Sjøbøen. Tilstaaelsens Rigtighed kan bevidnes af Gaardbruger Fredrik Spirrevig og hans Søn Ludvig F. Spirrevig.
Sted er den 7, dennes, Foretagne Befaring af Gredselinen mellum Spirrevigs Udmark og tilstødende Grense af Lysekloster Udmark fandtes trudte Rodte til 3 andre nylig Feldte mindre Grene, hvorfor det ogsaa, hvis det er muligt, ønskes oplyst, hvorvidt angjældende Person har hugget disse Grene ogsaa.
Lysekloster den 16. Marts 1881
For Fru Nicolaysen
J. Skadsem
Oversendtes Nordhordlands Fogderi for at Forhør i foranstaaende Anledning kan blive foransteltes optaget.
Os Lensmansktr. 17 Marts 1881
Ærbødigst C. Nieuwejaar
Sender Hr. Sorenskriveren i Midthordland med Anmodning om at optage Forhør i Sagens Anledning.
Nordhordland Fogdktr. 21/3. 81.
C. Wiberg
Irettelagt 31/3.81. Chr. Kahrs Meyer, edsr.
Forhørs – Indkaldelse
Over Lars Larsen Spirevig som er anmeldt for ulovlig skovhugst paa Lyseklosters Eiendom, vil et Forhør blive optaget paa Tinghuset Osøren Torsdagen den 31de Marts førstk. Kl.12 ½ Efterm. Hvortil herved lovlig Tvang indkaldt hergjældende Lars Larsen Spirevig som tillige, i Tilfælde, stævner til at modtage Dom i Sagen.
Til at afgive Forhørsforklaringer indkaldte under Lovens Faldemaalsstraf at mødt til Tid og Sted som nemd:
- Skovvogter J. Skadsem
- Fredrik Spirevig
- Ludvig F. Spirevig
- Nils Evensen Sjøbøen
Midthordland Sorenskriverkontor 23 Marts 1881
Chr. von Krogh, est.
Sendes Hr. Lensmanden i Os til Forkyndelse, hvorfor Lagrette bedes og udrede og tilsagt.
D.u.s. Chr. v. Krogh, est.
Aar 1881 den 26 Marts er foranstaaende Forhørs – Indkallelse lovlig forkyndt for Lars Larsen Spirevig, J. Skadsem, Fredrik Spirevig, Ludvig F. Spirevig og Nils Evensen Sjøbøen i disses eget Paahør paa deres Bopæle paa Lysekloster og Spirevig. Hvilket herved benevnæt af undertegnede Stevnevidner i Os Sogn i kraft af vor aflagdte Ed og under vore Hænde og Segl.
Kristian Berg, Berge K. Smørdal
Som Lagrettemend er opnevnt og tilsagt Gaardbrugerne Ole Monsen Jelle og Haldor Haldorsen Hauge.
C. Nieuwejaar
Irethelagt 31/3 81 Chr. Kahrs Meyer, edsv.
Hvorefter fremstod som 1ste Deponent Joachim Anfindsen Skadstem, 24 Aar, Gaardsbestyrer for fru Nicolaysen, forelestes Anmeldesen, som han vedtog som rigtig, og forklarede han i sagens Anledenig, videre: Fredrik Spirevig havede i en Skrivelse inberrettet om i Begyndelsen af Marts, at der havde Nogen hugget i Skoven paa Grendsen af hans Lyseklosters Eiendom, uden at han kunde sige, om det var paa hans eller Lyseklosters. Som følge deraf havede Deponenten i følge med Fredrik og Even Danielsen Sjøbøen oppgaaed Grendsen mellom ovennæmte Eiendomme den 7 de dennes, og havede da fundet, og der paa Lyseklosters Eiendom var bleven hugget i alt 4 Trær. Fredrik havede medvidere fortalt, at han havet Angjeldende mistenkt for at have hugget ialdfald det ene af disse, edj. Det i Anmeldesen først omtalte, og dettes havde han begrundet deraf, at han haved fulgt Angjeld. Spor fra det Sted, hvor Træet stod, og til hans hjem, ligesom han hjemme har Angjældedes havede hede en Del af Træet, som Angjældendes havede oparbeidet til Kjipestav. Som følge heraf gik Deponenten til Angjældende og spurgte ham, hvorledes det forholdt sig hermed, men han benegtede da altsammen. Den næste Dag kom han imidlertid til Lysekloster, hvor han i Nils Evensen Sjøbøens Nærværelse tilstod at han hugget det i Anmeldelsen omtale første Træ, medens han nægtede at have hugget flere. Han troede, havde han sagt, at det var paa Fredrik Spireviks Eiendom, han havede hugget. I den Anledning har Fredrik forklaret, at Angjeldende, som er hans Vilkårsmand, har Ret til at hugge i Skoven til Brændsel, men ikke til Andet, og at han (Fredrik) vilde have fordel Angjældende betalt, dersom det havde viste sig at udret paa hans Eiendom.
Deponenten værdsætter Træet til (kr) 2,50 , frafaldes iøvriigt Erstatning. Hvad angaar de 3 øvrige i henneldelsen omtalte Trær, har Oponenten intet Bevis at fremføre for, at disse Trær være hugged tidliger, uden at Deponenten kan sige, om en Maaned eller to tidligere; der var nemlig faldt Sne, sidst det var bleven hugget.
Oplest og vedtaget
Som 2dre Deponent Fredrik Iversen Spirevik, 44 Aar gammel, Gaardeier, forklarede sig overensstemmende med 1ste Deponent, med Tilførende, at han tror, at Angjeldende som i saa lang Tid har boede paa Spirevik, maa have vidst, at han huggede paa Lyseklosters Eiendom og ikke paa Spireviks, og selv om det havede paa Spireviks Eiendom, havede Angjeldende ikke Tilladelse dertil; Thi vel havede han efter den med Deponenten indgaaed Vilkaarskontrakt Ret til aa hugge til Brændsel, men selv i dette Tilfælde efter Anvisning. Angaaende Hugsten af de 3 sidstnævnte Trærs kunde Deponenten Intet oplyse-.
Oplest og vedtaget, med Tilførende, at Angjeldede og Deponenten bor i samme Hus, hvor Angjældende har et Værelse for seg selv og Familien.
Derefter som 3die Deponent Ludvig Anders Iversen Spirevik, Søn af 2dre Deponent, 15 Aar gammel, forklarede med Hensyn til det første omhandlede Træ, at han havede sedt Angjeldende komme bærende paa en Stub af dette angaaende øvrige Trær kand han Intet oplyse.
Oplest og vedtaget.
Som 4de Deponent Nils Evensen Sjøbøen, 20 aar gammel, dreng for Fru Nicolaysen paa Lysekloster, erklæred, at han var tilstede den af 1ste Deponent omhandledt Dag, da Angjeldendte tilstod for 1ste Deponent at haver hugget den først omhandledte Furu. Mere kan ikke Deponenten oplyse.
Oplest og vedtaget.
Derefter i sin Feised Angjeldende Lars Larsen Spirevik, Vilkaarsmand, 69 Aar gamel, erklæredt, at han for 23 Aar siden er bleven dømt til 10 dager Fængsel paa Vand og Brød for Skovtyveri. I Sagens Anledning forklarede han, at han har hugget den af 1ste Deponent omhandlede Furu paa et Sted, som han ikke var sikker paa om tilhørte Spirevik eller Lysekloster, det var nemlig meget Sne og under saadanne Omstendighedter har han vanskelig for at sigopstaar han. Det nevnte Træ opstede han at bruge til Stav. Videre erklærer han, at han har Ret til at tage trugbar Sted til Brendsel i 2dre Deponents Skov, og han benegter, at han alene har at tage efter Andvisning.
2dre Deponent bemerker til denne Angjældendes sidste Forklaring at han har lade have faa tage Stav som han selv har villet, naar han har taget paa en rimelig Maade i forøvrigt staar der Intet herom i Vilkaarskontraten, men Deponenten har altid ansedt det som om en Selvfølge, at Angjeldende ikke skulle hugge slige store Trær som det han har hugget.
Angjældende vedbliver, at han ikke er sikker paa om det Træ, som han havet for 1ste Deponent som vi for Retten har tilstaaet at have huggetn skov paa Spirevik eller Lyseklosters Grund, forøvrigt benekter han at da Furuen ikke var syndtelig værd, cirka 1 Kr. Efter hans Mening, brydde han sig ikke syndtelig om, hvor den stod. Angjældende finder efter dette den af 1ste Deponent hadde sagt for Høi.
2dre og 4de Deponent erklærer, at de have sed Furuen og finder den af 1ste Oponent hadde Sagt passende.
Angjeldende forssalt, hvorfor han, dersom han havede hugget lovligt, da measlede for 1ste Deponent, da denne kan og spereste, om det var ham, som haved gjort det, erklærede, at han den gang ikke var paa det Rene med, hvilked Træ 1 Deponent haved ment. Senere paa Dagen havde han tilstaaed, siger han for, 1ste Deponent, at han havedt hugget Træet. Naar paa Dagen dette skedt, kan han ikke nærmere forklare sig om.
1ste Deponent erklærer, at Angjeldende ikke tale mere med ham den Dag, han, saaledes som af ham forklaret, var hva Angjældende, og at denne, saalangt fra at tilstaa, hvad han havede gjort, bestemt nægtede alt. Deponenten forklarer videre, at da han kom til Angjældende, stod denne og huggede paa en Stub av et Træ, som i høi Grad lignede det, som Deponenten havede, og havede han da spurest Angjældende, hvor han havede faaet det Træ fra.
Foreholdt denne 1ste Deponents Forklaring, erklærer Angjeldende, at det Træ, have da sted og huggedt paa, havede han faaet hos sin Søn Lars Olai Larsen, ham alene eier et hus paa Spirevik sammen med Broder Rasmus, derimod ingen Skov. Nogen anden eller ydterligere forklaring var det ikke muligt at faa av Angjældende. De øvrige i Anmeldelsen omhandlede Trær vil Angjeldende ikke vide af at have hugget.
Angjeldende skjønnedes af Retten at være af den af ham opgivne Alder.
Lagretten antog efter den Beskrivelse, som de afhørte Deponnenter haver givet om Træets qvæst, at den af 1ste Deponent hadde Tapt, maa ansees passende.
Angjeldende havede intet videre at bemærke, idet han med hensyn til Anmsgtigelsin af Træets quæst tilstod, at han, da han huggede det, var sig bevidst, at han fik tage Følgerne dersom det skulles vise sig, at det stod paa Lyseklosters Grund, og han erkjender det Ulovlige i sin Handling – det vil i dette Tilfelde sige: at han gjort sig skyldig i Tyveri:
Forhøret hermed sluttet.
Lagrette havede Intet at bemærke med Forhandlingene eller Protokollationen.
Ole M. Jelle Chr. Kahrs Meyer Haldor Hauge
Saaledes inden Retten til foranførte Tid og Sted at være passered og protocolleret, bekrefter hermed under min Haand og Embedte Sags, som overenstemende med Extraretsprotocollen, hvori Manden have medunderskreved det Forhandlede, – saaledes som denne Act udviser.
Chr. v. Krogh, est.
1881 – Domsakter Nordhordland fogderi 1839-1899
14)
Sorenskriveren i Midthordland
Gjør vitterligt: Aar 1881 den 4de April, blev Extraret sat paa Sorenskriverkontoret i Bergen, administrert af den konstituerende Sorenskriver i Overvær af underskrevne Retsvidne Kontorbetjentene Chr. Hoff Sniksøer og Setrak Uglum.
Hvorda foretages:
Summarisk Justitssag No 12/1881
mod
Lars Larsen Spirevik d.æ.
Dommeren fremlagde: Forhør optaget 31. siste, og 2. sin Skrivelse til Fogden av 1. dennes med Fogdens Paategning af 2de nestefter samt de Angjeldende vedkommende ældre Akter, nemlig Høiesterets dom af 25de Mai 1858 med Bilage, hvilke Akter tilligemed Forhøret følger in originali, hvormed Skrivelsen acteres:-
Fra Sorenskriveren i Midthordland
Jeg tillader mig herved at anmode om de Lars Larsen Spirevik vedkommende ældre Akter. Han blev i 1857 dømt for Skovtyveri til 10 dages Fængsel paa Vand og Brød.
Bergen den 1. April 1881 ——Chr. Kates Meyer
Til Hr. Fogden i Nordhordland
De ovenanførte Akter sendes vedlagt Hr. Sorenskriveren i Midthordland
Nordhorlands Fogedkontor 2. April 1881 ————– E. Herberg
Indlagt 4/4 81 ————- Chr. V. Krogh est
Dommeren bemerkede dernæst, at da Angjeldende ved Slutningen af Forhøret har erklæret, at han, da han huggede det paagjeldende Træ, «var seg bevidst, at han fik tage Følgerne, dersom det skulde vise seg, at det stod paa Lyseklosters Grund», maa heri ligge en Erkjendelse af, at Angjeldende, da han huggede Træet, sjælv havd Mistanke om, at han huggede paa fremmed Eigedom, – og da Angjeldende videre har erkjendt at Hugsten under denne Forudsætning var Tyveri, saa antages der i Henseende til Angjeldentes Tilstaaelse intet at kunne være til Hinder for Sagens Paakjendelse efter Loven af 6. September 1845. Paakjendelsen formenes derhos ogsaa at kunne finde Sted uden nyt Varsel til Angjeldende, som rigtignok ikkje ved Forhørets Slutning udtrykkeligt er bleven betydet, at Sagen muligens paa denne Maade vil de blive paadømt, men som dog i Forhørsindkaldeldsen er bleven stevnet til i Tilfælde at mottage Dom i Sagen, ligesom Angjeldende ogsaa ved Forhørets Slutning uttrykkelig har uttalt at han intet videre havde at bemærke, (chr. Høiesteretsdom i Retstidenden 1873 pag. 273). Heller ikkje kan det være nødvendigt at foreholde Angjeldende til Vedtagelse den ham i 1858 overgaaede Høiesteretsdom, da han under Forhøret har vedkjendt sig sin ældre Domfældelse og derom har forklaret sig overensstemmende med de fremlagte ældre Akters Udvesinde.
I Henhold til det Anførte eragtes: Sagen optages. Og blev derefter i same afsagt saadan
Dom
Efter Anmeldelse frå J. Skadsem, som er Gaardsbestyrer hos Fru Nicolaysen paa Lysekloster, om at Angjeldende Lars Larsen Spirevig (d.æ) den 5. Marts sidstleden paa Lyseklosters Eigedom havde hugget et fint friskt Furutræ, blev der den 31de s. Ma. I Sagens Anledning optaget A. Forhør, under hvilket Angjeldende tilstod at have hugget Træet, hvilken tilstaaelse han forøvrigt allereie tidligere havde afgivet for Skadsem 1st. deponent i Overvær af 4de Deponent.—
Angjeldende, som er Vilkaarsmand hos 2den deponent, angiver imidlertid, at han som saadan er berettiget til at hugge til Brændsel for sig paa Spireviigs Eigedom, og at han ikkje var sikker paa, om Træet stod paa Spirevigs eller Lyseklosters Grund, idet han som Følgje af den megen Sne havde vanskeligt for at se dette. At Træet stod paa Lyseklosters Grund maa imidlertid ansees bevist ved 1st. Deponent Forklaring, og Angjeldende har heller ikkje under Forhøret benægtet Rigtigheden herat. –
Det fremgaar ogsaa af Angjeldende egen Forklaring, at han allereie strax under Hugsten har været opmerksom paa, at han maaske befandt sig paa Lyseklosters Eigedom, og slutteligen har han endog tilsaaet, at han, da han huggede Træet, var sig bevidst, at han gjorde sig skyldig i Tyveri, dersom det skulde vise sig, at Træet stod paa Lyseklosters Grund, og at han i saa Fald fikk tage Følgerne.
…..
Angjeldende vil saaledes for Hugstena af dette Træ maatte ansees for Tyveri, idet Træet efter 1st. Deponent var et fint friskt Furutræ, viss Stamme ca. 8 Alen frå Roden havde 7-8 (tommer) Top, og viss Værdi Deponenten angiver til 2 ½ Krone, hvilken Værdsettelse ogsaa Forhørslagrettet har funnet passende, medens Angjeldende derimot ikkje har villet værdsette Træet høiere end til 1 Krone. Efter 1ste Deponents Forklaring synes Angjældende i al Fald til dels at have benyttet Træet til Kjipestav, medens han selv angiver, han vilde benytte det til Brændsel, men efter Træets Værdi er det ligegyldigt hvortil Angjældende har brugt eller villet bruge det. —
Angjældende er, som før anført, Vilkaarsmand fraa Spirevig og efter eget Opgivende og Rettens Skjøn i en Alder av 69 Aar. Han vides kun en Gang tidligere at være straffet, nemlig ved Høiesteretsdom av 25de Mai 1858, ved hvilken han blev anseet med 10 dages Fængsel paa Vand og Brød for Tyveri (af Trær), hvilken Straf han udstod i Juli Maaned s.A., og vil denne Dom Krll. Kap. 6 §21 derfor ikkje nu bringe Angjældende ind under §7 i Kriminallovens 19de Kapitel, hvorimod han paany vil blive at straffe efter Kap. 19 §1, og antages Straffen passende at kunne bestemmes til 8 Dages Fængsel paa Vand og Brød, ligesom Angjældende ogsaa vil have at utrede de med Straffens Fuldbyrdelse forbundne Omkostninger i det Omfang, Loven tilpligter ham.
Erstatning er af 1ste Deponent frafaldt.
The kjendes for Ret
Lars Larsen Spirevig den Ældre bør for simpelt Tyveri efter Krll. Kap. 19 §1 at hensættes i Fengsel paa Vand og Brød i 8 – otte – Dage og i lovbestemt Omfang at udrede de med Straffens Fuldbyrdelse forbundne Omkostninger.
At fuldbyrdes ved Øvrighedens Foranstaltning
Chr. V. Krogh est.
Chr. Hoff Snibsøer Sch. Uglum
Leave a Reply